Nogle af de argumenter jeg ville have brugt mod de som sætter deres lid til "den affektive vending" som et nyt repoliticerende greb i litteraturen findes i denne artikel. Blandt andet har jeg slidt med at forstå hvad Merete Røsvik Granlund mener i sit Vinduet-essay #4/16. Her læser hun blant andet min anmeldelse af Beate Grimsrud og mener vist at det har politisk sprængkraft at hælde negative følelser ud, dette løsrevet af kontekst og samfund. Der refereres iøvrigt til to svært forskelligartede tænkere, Sianne Ngai og Martha Nussbaum. Hvis man sætter sin lid til et litterært greb og kalder det politisk potent bør der være en samtidsanalyse som holder vand: Hvordan skal "den affektive vending" virke under den affektive neoliberalisme som har destrueret idéen om et samfund, revet alle bånd over og formet os til solipsistiske individualister optaget af self-expression?