Hvem skal tage ansvar for denne postmoderne affaldsinstallation midt i Stillehavet? The Great Pacific Garbage Patch er et kollaborativt værk, en planetær kræftknude, skabt af alle landene rundt om Pacific Rim. På mange måder er det en traumatiseret version af det poetiske møde i The Abyss. Det er Stillehavet som møder os ved at imitere vores ansigt. Det kender os som plastikproducenter, plastik er ansigtet vi har vist frem, og plastik er hvad havet nu viser os tilbage. Vores misbrugte datter viser stolt sit plastikaffaldsansigt frem. Stor lykke, hun ligner sine misbrugende forældre.

Skriver til Forfatternes Klimaaksjon og har mine KHiO-studenter til eksamen denne uge.

Vi må tage vare på de sprogvirusramte. Selv virkelighedslitteraturarkitekter er alvorligt ramt, og træder op på talerstolene landet rundt for at fremføre sine angstvisioner som vi skal applaudere som "virkelighed" og "sandhed." Situationen er alvorlig. Gennem vores applaus smittes vi. Vi bekræfter angstvisionerne. En modgift må findes, og det haster. I hjertet af alle fællesskaber træder sprogvirusramte op på talerstolene og fremfører sine angsttaler. Vi må tage vare på de smittede, og samtidig sørge for ikke at blive smittet selv. Angstvisioner splitter fællesskaber, og bør ikke applauderes som virkelighedsgengivelse.

En version af teksten om Kleenex/LiLiPUT med musikeksempler! Avisens version.

Når man skal ud og rejse pakker man sin lille rejsetaske. Når jeg skal skrive en tekst pakker jeg også en taske, og er netop nu ved at pakke en tekstbag om klimaforandringer, plus generelle bevidsthedsforandringer. Der er noget materiale om The Pacific indtil videre, men også lidt om musik og forandring. De to eksempler jeg har pakket er Neil Young "Change Your Mind," primært på grund af den langstrakte sangstruktur som falder i søvn i midten, og Youth of Today "Make A Change" ... andre sange jeg burde pakke? Sporer denne slags forbindelser. James Brown-poetik: "bridge" og "bag" lol.

Om aftenen 2. maj bliver der Mark Fisher-læsecirkel i Bergen. Mere info følger. Her + her.

Depeche Mode var der absolut konsensus om i det forstadskvarter til København hvor jeg voksede op. Musikken gik ret i vores blod, det blev til sange om vores liv, identifikationen var total, eller sådan husker jeg det. Måske Basildon ligner Ballerup, jeg tror det. Først var "Just Can't Get Enough" den sang som fyldte dansegulvet maksimalt. Hver gang, hver fest.

De første to kassettebånd jeg købte var Yazoo Upstairs At Eric's og Depeche Mode A Broken Frame, her er de stadig glade i teenpop, men skiftet er gradvist på vej (exit Vince Clarke). Arbejdere på omslagene; seglet på A Broken Frame og hammeren på Construction Time Again. Jeg husker godt de typer som Guardian omtaler i sin anmeldelse, de som heilede på ungdomsklubben, de med hitlerhår og ridebukser, og de er stadig derude. Scum på et alt for højt niveau, med et alt for stort publikum.

De bands som kom ud af postpunken og blev stadionrockere, fx Simple Minds og U2, gjorde stadion til optimismens og troens rockkirke. Begge bands havde et tåget, romantisk syn på Amerika. Ikke ukritisk, men håbefuldt; amerikamytologier svømmer rundt i deres sange fra den tid. Begge bands blev formet i de sene 70'ere, Depeche Mode i 1980. At lytte til Spirit nu, de barske krisetekster, og tænke på at de skal synge sange som "Fail" på stadionkoncerter verden rundt ... harsh, very harsh.

It has begun. It's here. It has started. It is growing. Freelance swag. The rebellion is here.

Om Mark Fishers The Weird and Eerie i Bokmagasinet idag og her. Skriver samme sted om Kate Zambrenos Book of Mutter og Jenny Tunedals Rosor skador, teksten findes også her. Det burde nok have fremgået tydligere at Book of Mutter udkommer i Semiotext(e)s serie Native Agents, redigeret af Chris Kraus og Hedi El Kholti. Der er iøvrigt en lidt mere munter tekst i Musikkmagasinet på mandag, om det schweiziske punkband Kleenex/LiLiPUT. Hilsen fra Sidi Ifni, som min guidebog kalder en "eerie outpost." Pics fra Tafraout her.