Depeche Mode var der absolut konsensus om i det forstadskvarter til København hvor jeg voksede op. Musikken gik ret i vores blod, det blev til sange om vores liv, identifikationen var total, eller sådan husker jeg det. Måske Basildon ligner Ballerup, jeg tror det. Først var "Just Can't Get Enough" den sang som fyldte dansegulvet maksimalt. Hver gang, hver fest.

De første to kassettebånd jeg købte var Yazoo Upstairs At Eric's og Depeche Mode A Broken Frame, her er de stadig glade i teenpop, men skiftet er gradvist på vej (exit Vince Clarke). Arbejdere på omslagene; seglet på A Broken Frame og hammeren på Construction Time Again. Jeg husker godt de typer som Guardian omtaler i sin anmeldelse, de som heilede på ungdomsklubben, de med hitlerhår og ridebukser, og de er stadig derude. Scum på et alt for højt niveau, med et alt for stort publikum.

De bands som kom ud af postpunken og blev stadionrockere, fx Simple Minds og U2, gjorde stadion til optimismens og troens rockkirke. Begge bands havde et tåget, romantisk syn på Amerika. Ikke ukritisk, men håbefuldt; amerikamytologier svømmer rundt i deres sange fra den tid. Begge bands blev formet i de sene 70'ere, Depeche Mode i 1980. At lytte til Spirit nu, de barske krisetekster, og tænke på at de skal synge sange som "Fail" på stadionkoncerter verden rundt ... harsh, very harsh.