Hvorfor skulle jeg ønske mig at gå på "en nostalgisk aften"? For nyligt var der et arrangement i København som fejrede Glasgows musikscene i 90'erne. Arrangørene brugte ordet "nostalgisk" hele to gange i den korte præsentation af arrangementet. "Nostalgisk" er desværre intet plusord i min bog, men jeg er lykkelig over den rigdom jeg føler mig i besiddelse af efter at have levet gennem fire årtier intenst interesseret i kulturelle udtryk. Dette er en strøm som lever i mig, det er dannelse, kulturel hukommelse. Hvad mente jeg med nyordet "sanseminnegrunn" som poppede op i anmeldelsen af Mark Fisher? Kultur er levende i os, og der findes naturligvis en generationsbetinget resonans af en slags. Dette er en livsnerve, det er integritet, det er ingen slimet substans som jeg skal skamme mig over fordi der opstår nye trends blandt unge mennesker. Godt, her er min tekst om Depeche Modes nye plade Spirit. Enjoy, den er twee as f***!