Ikke så glad for disse dage. Her er stille. Jeg protesterer mod familien som koncept, så min livsstil er vel resultat af det. And who cares, her sidder jeg og protesterer. Vi kommer ikke til at organisere livet anderledes, vi kommer ikke til at forandre vores vaner, uanset om jorden går under er vi ikke i stand til det. Og min protest forårsager bare min egen endeløst fastfrosne tilstand. Mine tekster blir sødere og sødere, synes jeg. Jeg kan se det lille søde væsen der sidder der og protesterer og snakker spastisk om "andre fællesskaber" til hun blir blå i hovedet. I am the change; min egen fastfrosne positur. The angriest dog in the world frosset i evig raseri, en positur af handling, af på-vej-til-at-gøre-noget, et leap på vej til forandring, men komplet redundant. Jeg er revolutionen.