I 2005 skrev jeg om Thure Erik Lunds Språk og natur (H Press) i Morgenbladet. I den typiske lundske iscenesættelse fremtræder den skrivende som var han inficeret af en dødelig sprogvirus. Teksten former sig som en eksorcisme. På bedringens vej møder vi "et forpustet og forskremt lite jeg" ... de sublime sprogvirale strukturer spytter noget ud som næsten er i menneskestørrelse, men før det er "tekstens språkakkumulasjon så omfattende som ville teksten skjule seg gjennom sin uoverskuelighet." Den skrivende er udsat for en viral kolonialisering, og teksten både er/strømmer og taler om sig selv.
De lundske tekststrømme dealer ofte med forholdet mellem by og land, og der er en stor tiltro til landets modstandskraft mod en central, humanistisk norm. Landet er ikke "bakpå" og nationalromantisk, bydgeeksistensen er en reel opposition, eftersom han har passeret forbi humanismen og fundet et leje i posthumanismen. Undervejs i forfatterskabet har flere størrelser overhalet Lund; de socale netværk, den krakilske opposition som har fået en racistisk stemme, og naturen som har forandret karakter: "Den klassiske naturen (den vi på sikker avstand kan iaktta, nesten bokstavelig talt satt inn i en gullbemalt ramme) versus naturen slik den nå utfolder seg, en natur som er teknologisk, dionysisk og monstrøs – ja, det er da nærmest en slags fortid versus fremtid, er det ikke?"
Mens den kanoniserede romanskrivning har cirklet omkring familien har Lund sporet den antropocene tidsalder mens den voksede frem. Bare et lille vittigt sideprojekt (synes flere kritikere at mene) i periferien af den øvrige romanproduktion. Kriserne har altid været akut tilstede hos Lund, og de har ikke spejlet sig i det normalnorske famileliv på spielbergsk vis, hvor en poltergeist (alkoholisme, incest) truer stabiliteten en stakket stund før vi vender tilbage til status quo. I 2005 skrev jeg: "Men er det så menneskehetens undergang vi kan skue der fremme – eller bare mannen-som-vi-kjenner-ham?" Mere om Lund og hans nyeste roman Identitet i Bergen i september.