Skrev kort om Lana Del Rey i Vagant #4/2012. Modsat Hynönen og Göransson hørte jeg ikke manisk på hendes plader. Det kusliga, eller nifse, havde ingen attraktionsværdi, jeg blev bare frastødt af en popstjerne som er iscenesat som om hun redan är död og som om vores begær er nekrofilt. Die on, Zeitgeist.