Et par ord om Krištof Kintera, f. 1973: Nervous Trees @ Galerie Rudolfinum i Prag. Processuelt kaos i Neo-Renaissance-bygningen fra 1885. Kontrolleret vandalisme og et skummelt isbjerg af plastik. Et rum fuld af pensioneret elektronik, komponenter i en slags naturtilstand, af og til spruttende og hvæsende, gående i overgang. Bedende cyborgdyr som strækker sig mod ornamenterne i loftet. Nogle af dem hedder After Brâncuși med hint til den rumænske skulptør Constantin Brâncuși kendt for Birds in Space. Disse glober var skrækindjagende. Med jævne mellemrum gik de ind i en spasmelignende tilstand og dansede henover gulvet. Nogle af dem var meget høje og truende.

Jeg har intet totalbillede af det rum som henlå i ultimativ kaos: Snerummet. Isflager af polystyren overalt. Et isbjerg af polystyren i midten, på toppen en Public Jukebox. Børn i vild interaktion med polystyren. Jeg lo af dem og tog billeder, men så begyndte jukeboksen at spille "Space Oddity" og latter blev til tårer. Der er næppe tvivl om at børnene legede i en dystopisk plastikverden. Jordens sidste dag. Cyborgdyrene skuede mod loftet pyntet med julekugler som i et andet rum formede en gigantisk Koons-agtig kræftcelle. Sidste rum med hint til katarsis: We All Want to Be Cleaned. Alle billeder her.

Værd at læse sig op på hvem det er som demonstrerer udenfor Göteborgs bogmesse denne helg. Ifølge Mette Moestrup på Facebook er der nu 200 forfattere som boycotter messen på grund af Nya Tiders tilstedeværelse. Underskriverne bør ikke fremstilles som mobbere i skolegården, NMR består af voldelige, kriminelle nynazister. Det er på tide at sige stop.

Nu går der vist igen rygter om min jeg-kapitalisme-tekst. Det er desværre ingen tekst, men et foredrag jeg holdt på Forfatterskolen i slutningen af 2016, nogle spor findes her. En bergenskritiker, Silje Stavrum Norevik, arbejder med en bog som skal indeholde en serie kritikerportrætter, her kommer jeg nok til at tage nogle tråde op fra foredraget, og også i det kommende bogprojekt. Jeg arbejder for fuld tryk på et Leonora Carrington-projekt nu, og der bliver forhåbentlig noget Carrington at se på og lytte til i Oslo i begyndelsen af december. København, det blir kritisk i oktober! Join us @ Møllegade.

Endnu en liten litteraturfestival i København. Vagant og mange andre deltager på Höst.

Robert Forster spillede heldigvis sine to mest angry, stuck-up sange i lørdags. Her + her.

Research-dronninga har gjort et vigtigt fund idag. Se efter SAMME brændestabel her.

Ekstrem hitfest @Jazzhouse med Robert Forster. The @Jazzhouse Jack Kerouac Built, Love Is a Sign, Head Full of Steam, Draining the Pool for You, Clouds, Dive For Your Memory, Spring Rain, Rock 'n' Roll Friend, Part Company. Fem sangtitler med vand i her. EB har allerde anmeldt og giver tommel op, selvom vores helt er megaqueer: Skæv, aparte, ikke som de andre, finurlig, idiosynkratisk stil, spankulerede rundt, kokette dansetrin. What a poof, med andre ord. Selvsagt, but we luv him. Hører iøvrigt ikke Dylan, men Reed.

Frode Helmich Pedersen har et essay om "virkelighedslitteratur" i Norsk Litterær Årbok. Han sporer begrebet tilbage til 2004, hvor han mener at man begyndte at interessere sig for denne trend i norsk offentlighed. Sjovt nok nævner han ikke en svært omdiskuteret bog som udkom i Danmark i 2003, skrevet af Claus Beck-Nielsen. I 2004 stod mit interview med Beck-Nielsen på tryk i Vagant, hvor Frode selv var medredaktør. Ja, jeg har interesseret mig mindre for denne trend siden Knausgård kom ind i billedet omkring 2009, men jeg mener nok at jeg kontinuerligt at skrevet om dette fænomen siden Beck-Nielsens bog kom ud. Dette kan man se hvis man læser Den ulne avantgarde eller min masteropgave fra 2006 som netop handler om Beck-Nielsen og "virkelighed i litteraturen," men måske Frode har googlet på "virkelighet" og ikke "virkelighed" da han gjorde research?

Kritisk Kvartett i Bergen talte blandt andet om Pablos bog. Det er Frode Helmich der styrer, vi arbejder indenfor hans rammer. Vi brugte nok for lidt tid på Demian Vitanzas bog. Erika Fatland har en god, men hård læsning her. Du kan høre os som podcast her.

Masse nye billeder i Prag-albummet. Blandt andet kids som interagerer med Krištof Kintera: Nervous Trees @ Galerie Rudolfinum. Fantastisk udstilling. Total mayhem.

Under pressure. Jeg har tre til fire uger nu som er reserveret manusskrivning. Bogen er allerede skrevet, men svæver rundt som en jævla bunch of flies i huen. Af og til er alle fluer væk, og jeg har intet. Black void. Nu kan de alle sammen gerne komme her, for nu må de faktisk marchere i mønster. Det er ikke nemt med al den nervøse energi lige nu, men jeg tænkte på "Under Pressure" som egentlig er "Dancing in the Streets" uden musik. Stort set alt på YouTube som hedder noget med "musicless" er en lettelse at se på.

Klassekampen har lagt ud min anmeldelse af Faldbakken her. Olaf Haagensens interview er intet mindre end interessant. Pay up if u wanna read eller spørg én du kender. Selv er jeg usikker på hvad en roman kan gøre, andet end at være et underholdende money train. Derfor er denne bog også dybest set en bedre investering.

And then there’s “Jumbo,” one of the two or three most affecting tracks in their entire catalog. It’s as fast as anything on the album, fueled by crisp, snapping drums and a spring-loaded bassline, yet it feels like falling upward through clouds, like a midsummer snowstorm. It’s here that they truly made good on the immersive, otherworldly potential that always inhabited their music; it’s here that they outdid themselves as makers of extroverted music for introverts, of rave anthems for people happiest alone in their heads.

I slutningen af august omtalte Pitchfork Underworlds album fra 1999 Beaucoup Fish. De elsker "Jumbo" naturligvis, og det gjorde jeg også engang. "Jumbo" fik mig blandt andet til at skrive flowy prosadigte om kønsforvirrede fisketure. En anden sang fra den tid er Boards of Canada "Turquoise Hexagon Sun" som jeg brugte som soundtrack til oplæsninger.

Matias Faldbakkens nye roman The Hills er ganske spoilersensitiv. Vi får se om jeg har sagt for meget eller for lidt. Endelig er anmeldelsen af Angela Nagles Kill All Normies også på tryk, et ganske godt match med Faldbakken og lidt food for thoughts før valget mandag. Det er iøvrigt værd at følge Nagle i media, senest flere tekster for The Baffler her + her, The Atlantic og en god podcast her. Nagle siger om Alt Right: "It’s kind of a punk sensibility. That was very much where it came from."

Thank you for the inspiration, Kate Millett (1934 – 2017). Rest in peace. Min first edition af Sexual Politics fundet i Bokbyen Fjærland, 2002. Se dokumentaren She's Beautiful When She's Angry (2014) på Netflix for almen dannelse. Mere her.

Vild med Andreas Töpfers hjerneengel. Nye Vagant er psykedelisk. Kan endelig trække vejret fri af den dominerende udgrænsningsretorik: Fejlrepræsentér din modstander med udestemmer, tal højt og gentag, få alle dine venner til at gentage. F*** u, trolls.

Det har lykkedes mig at få et billede af en skeløjet Milo Yiannopoulos i Informations netavis idag. Grunden er en tekst om Angela Nagles meget omtalte bog Kill All Normies. Teksten står på tryk i Moderne Tider-tillægget, er skrevet før hændelserne i Charlotteville og er en Information-Klassekampen-venskabstekst som kommer i en lidt anderledes version i Klassekampen når boghøstens storme er stilnet en smule. Her er iøvrigt mit yndlingsklip med Milo før han havde fået færdigskabt sin modkulturelle persona. Go, Boy George.