Thursday, December 28, 2017
Det var efter Bellagio-fontænerne havde gjort deres job. De dansende fontæner udenfor Bellagio-kasionet på The Strip i Las Vegas ligner en chorus line med vandsøjler i stedet for dansere af kød og blod. Showet med vandsøjler, lys og musik er et stort trækplaster, og du får helt sikkert gode billeder du kan dele. Bagefter stod jeg og virrede med mit kamera, folk var allerede på vej bort mod andre oplevelser i det glitrende lyshav. Bag mig på fortovet foregik en lille fest. Det var Minnie Mouse som var den vildeste, men Wookiee og Pikachu holdt sig ikke tilbage. En flok maskotter havde samlet sig, og de var øjensynligt blevet trætte af at være venlige mod børn og turister. Et Disney-egern svang sig rundt om en lygtepæl og foregav at være del af et stripshow. Minnie Mouse havde fået hedetur inde i kostumet og gik rundt med et besynderligt dobbeltansigt: Øverst Minnies retarderede smil og nederst et lille sort ansigt som tittede frem. Det er næppe verdens bedst betalte job at være maskot, de ansigter jeg så under maskerne var alle sorte.