Installationen Museum of the Moon af Luke Jerram @ Queen's Cross Church, Glasgow.

A bit of a cliffhanger. Troede jeg havde mistet Gloria-optagelsen, men fandt den igen her til morgen. Muligvis er jeg ikke den eneste som ikke kan operere folders på en Zoom Handy Recorder H4n, men det lykkedes nu via en YouTube-tutorial. En kontrakt er på vej til mig i posten fra Forlaget Oktober, så der bliver Leonora-bog i 2019. Jeg må imidlertid lægge hende på hylden nogle uger nu og skrive tekster til de norske billedkunstnere Mette Edvardsen og Siri Hermansen. Thanks for asking, jeg er glad for at blive spurgt, selvom jeg sidder i en kogende varm Leonora-gryde lige nu. En ny kortfilm er iøvrigt på vej om Gloria.

Anmelder Olga Ravns sf-roman. Det har også Atlas Magasin gjort, blandt andet. Her + her. Jeg forsøger iøvrigt ikke at sige at romanen virker ufærdig, bare at jeg ønsker mig meget mere. Måske jeg har mistet smagen for det konceptuelle og minimalistiske? Anyways, anmelderen synes i hvert fald at det var frustrerende at korte sine tanker ned til Ritter Sport-format denne gang. Måske fordi jeg selv slider med en f***ing episk tekst nu.

Ikke langt herfra på Calle Orizaba boede den amerikanske forfatter William S. Burroughs i 1949 og holdt hof for sine forfatterkollegaer og gadens løse fugle. Hans roman Queer (1985) foregår her. Jeg prøver at forestille mig han og Leonora på den lokale cantina mens de skåler i mezcal. Et strålende møde mellem to weirdos på konstant rejse over alle indre og ydre grænser. For mig fungerer det imidlertid ikke. Jeg er syg og den syge kulturarbejder skal desuden skrive et essay om popmusik til en sulten redaktør hjemme i Oslo. Dette gigantiske osende monster af en by får mig til at føle mig som den sorte ridder i kamp med Kong Arthur i Monty Python and the Holy Grail (1975):

ARTHUR: Look, you stupid bastard, you've got no arms left.
BLACK KNIGHT: Yes I have.
ARTHUR: Look!
BLACK KNIGHT: Just a flesh wound.

Vi har mistet Anthony Bourdain (61). Han hængte sig på sit hotel i Frankrig i torsdags. Jeg kender ham primært fra diverse serier på nettet som virker opdragende i forhold til livsstil. Yes, ægte delicious swagger lifestyle med punkrødder; hvordan spise og hvordan rejse. Style it takes, men ikke style som en f***ing Kardashian. Stil som i ægte menneskeligt engagement og varme. Bourdain ville ikke være et perfekt billede, han ville ikke være uopnåelig, han ville være menneskelig, og han kom i forbindelse med folk, det var hans talent; levende forbindelser. Klart han likte gris og Guinness ekstremt meget bedre end jeg, men selv i hans forelskelse i kød og alkohol var han stadig (eller for det meste) ingen "bro" ... det var intet fællesskab baseret på underlivet, det var baseret på hjertet og sjælen. Se efter, du burde kende forskellen by now, you're a grown-up person. Bourdains programmer handler om mad, lige som litteraturkritikeren skriver om litteratur, men hans kunstbegreb er kulturelt, og det har ingen affinitet til nogen som helst form for poserende overklasse som tidens usmagelige, guldglitrende influencers. Rest in peace. Mere her.

Jeg modtager sidste del af mit stipendie fra de norske sagprosaforfatteres fagforening første juli og leverer forhåbentlig et færdigt manus til mit forlag i Oslo i august. Så er jeg Forfatter. Jeg er jeg. Jeg peger på mig. Der er vi nu, og der er også Claws Talks: Making a career in Korea. Se til højre, der findes nu et link som hedder "Publish or perish!"

Framtidsruiner og Vagant @ Lillehammer. Info her. Flere billeder fra Lillehammer her.

Anmeldelse af første bind i Virginie Despentes' trilogi om Vernon Subutex kan læses her. Kan med fordel læses sammen med denne tankevækkende tekst om Stephen Malkmus.