Her er en superfin lille film om zinekultur i San Francisco. Warm-up til Bergen Art Book Fair i november? Følg Bergen Art Book Fair & Tekstallianse & sign up 💜💜💜💜💜💜

Der har været en eksplosion af tekster i kølandet af udgivelsen af The Collected and Unpublished Writings of Mark Fisher (2004-2016). I Skandinavien not so much, selvom Mikkel Frantzen og Joni Hyönen (og jeg selv, sagde katten) har bidraget. Nu slænger Atlas sig på med denne introducerende tekst. De to ledestjerner i Leonoras reise er iøvrigt netop Fisher og Donna Haraway som begge har en del at sige om science fiction og fremtiden.

Endelig er omslaget til Leonoras reise godkendt af de Max Ernst-ansvarlige. Dette er "Leonora in the Morning Light" af Max Ernst fra 1940. Design af Johanne Hjorthol. Her findes Forlaget Oktobers pressemelding. Kan læses på bokmål i begyndelsen af august.

Nice, very nice. En time senere: WHAT?! Lover godt for satskorrektur idag. Flere pics her.

Når du har forsøgt at være kæk, men lizm ikke får det til længere. Efter den store indvandrerroman kommer den store endometrioseroman. Skandinavien tæller to af slagsen, skrevet af svenske Johanna Frid (2018) og norske Karen Havelin (2019). Jeg likte bedst sidstnævnte som også har en queer tematik. Norske anmeldere har læst forbi dette, måske man tænker at forfatteren har et alment bekendelsesbehov. Men kan det tænkes at den kronisk syge føler sig så off i forhold til de opreklamerede, normale liv at queer bliver et sted at holde til. Selv får jeg dagligt ødelagt hørelsen af normalitetens støjende truthorn.

Vagant varmer op til Louisiana Literature som får besøg af Michel Houellebecq og Norges egen Houellebecq-epigon Matias Faldbakken, begge sjældne fugle på store festivaler. Om nye Vagant her. Min tekst fra Lofoten og meget andet godt inkluderet.

They'll never rest until they've spoiled the earth, siger Fiver. Ecocide, med andre ord. Nu er Watership Down (1978) på flixen også, og den pakker intet ind. De modernistiske brud er som kaninernes Guernica, intet mindre. Warren of Snares er unaturlig, selvsagt. Her holdes kaninerne af mennesker, og de overlever ved at opretholde tabu og samtidig hengive sig til abstrakt dødspoesi. De har løse håndled, de taler affekteret og er quite possibly gay like Mister Eliot himself. De nyder ikke fortidens vitalistiske machofortællinger længere. Uanset, filmens måde at skifte mellem romantisk-vitalistisk naturalisme og Guernica-style mareridsagtig modernisme er effektfuld. Jeg skrev om den her.

Jeg havde inderligt gerne set disse to udstillinger i New York denne sommer. Check denne anmeldelse med en strålende første sætning: "Some of the best paintings of Surrealism were made in Mexico during the 1940s and 50s, by women." So true, funny how it seems.

Very true, but don't be a dick. At være en dick og en psykopat er ikke det samme som at være en feminist og totally punk rock. Thanx. Mere om Bikini Kill i London her + her + her.

If in London, se ICAs lille udstilling om Kathy Acker. Hun klarer selvsagt at være godt gammeldags provokativ-transgressiv. Især Blue Tape (1974) med Alan Sondheim, som Chris Kraus skriver om i sin bog, er lidt af en showstopper. Ellers fik jeg set Dorothea Tanning i sidste øjeblik på Tate Modern, plus koncerter med Damon & Naomi og the infamous Bikini Kill som myrdede Academy Brixton to kvelder på rad. Jeg elsker Tobi Vail, og hun er den eneste fra bandet som jeg har forsøgt at få et interview med, men jeg må sige at det var vældig dejligt at se Kathleen i så strålende form. Der var næsten ingen ende på de vilde ting hun fik sagt imellem numrene. Sjældent har jeg leet, klappet og hujet så meget.

Når Stoltz gør en Cahun, ser jeg hende for mig stående foran et spejl. At det er en førstepersonsberetning virker som en grænseoverskridelse, men Stoltz er stolt. Stoltz er stolt som Freddie Mercury, som spænder sine muskler og får krop og stemme til at udtrykke enorm, potent kraft. Det handler om at stå frem. Det er som vogue, det er som drag, det er karaoke. Har vi ikke alle gjort det? Fundet styrke i at bruge tøj, makeup og poseringer, som kunstnere vi ser op til? Skriver om Kristina Stoltz' roman om Claude Cahun for Vagant.