Når Stoltz gør en Cahun, ser jeg hende for mig stående foran et spejl. At det er en førstepersonsberetning virker som en grænseoverskridelse, men Stoltz er stolt. Stoltz er stolt som Freddie Mercury, som spænder sine muskler og får krop og stemme til at udtrykke enorm, potent kraft. Det handler om at stå frem. Det er som vogue, det er som drag, det er karaoke. Har vi ikke alle gjort det? Fundet styrke i at bruge tøj, makeup og poseringer, som kunstnere vi ser op til? Skriver om Kristina Stoltz' roman om Claude Cahun for Vagant.