Four pages from Leonora's Journey in @TheDebutante_ #1 🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸

Gradvis hypnotiseres jeg af de tyggende munde som bliver mere og mere abstrakte for mit blik. Munden, denne transformatorstation for maden som opløses og glider ind i kroppen og for ordene som formes og stødes ud mod omverdenen. Munden, denne mildt irriterende, mildt frastødende og underligt erotiske, kropslige åbning. Mere her.

Always so inspired by Depeche: "Hey scum, pull the trigger!"

Holdt et kort oplæg om Sidi Ifni og Agadir igår på Litfestbergen. Jeg forsøgte at sige noget om Sidi Ifnis fortid som hovedstaden i en spansk-kolonialiseret enklave. Før man rejser til regionen bør man skaffe sig viden om situationen i Vestsahara. Her er en stærkt underkommunikeret konflikt hvor Marokko hævder sig som rette herre på trods af sahrawi-folket. Man kan læse det svenske tidsskrift Västsahara for information og kigge efter Amy Goodmans rapport fra området på Democracy Now. Der er næppe fare for turister i Sidi Ifni, men det kan blive problematisk at køre gennem Vestsahara som ligger nogle timer syd for byen, hvis man skulle ønske sig dette. Folk i Ifni er også prægede af denne langvarige konflikt, selvsagt. Jeg læste blandt andet denne snut fra en Vagant-spalte om Agadir. Billeder fra Ifni, Agadir og andre marokkanske byer på min Flickr.

Jeg talte med Marie Darrieussecq på Bergen International Literary Festival. Samtalen var modereret af Kari Jegerstedt, og foto er af festivalfotograf Eivind Senneset. Flere billeder. En pudsig ting med Leonora og Paula er at Leonora er født 10 år efter at Paula dør, men Paulas måde at male virker langt mere moderne end Leonoras. Paula Modersohn-Becker nærmede sig kubisme i sine portrætter og var inspireret af sine samtidige, Cezanne og Gauguin. Leonora havde lært malerkunst i Italien og brugte den gammeldags teknik egg tempera. Hun havde også studeret under den strenge Amédée Ozenfant i London som bad hende male det samme æble igennem lang tid mens det rådnede. På mange måder minder Leonoras malerier om Hieronymus Bosch tilbage fra det 16. århundrede. Hun maler ude af tiden, magiske hybridvæsner og hvide dyr som inkarnerer The White Goddess, den glemte gudindekult som vil vende tilbage fra undergrunden for at forhindre patriarkatet i at begå ecocide. Paula maler derimod et nysgerrigt og frigjort nærvær af egen og andre kvinde- og barnekroppe. Darrieussecqs bog er et perfekt match med Céline Sciammas film Portrait de la jeune fille en feu (2019), hvor hovedpersonen blandt andet maler en iscenesættelse af sin tjenerindes illegale abort. Som Paula bryder hun ny grund i forhold til at manifestere the female gaze. Grundlæggende tekster om the male/female gaze og (u)mulighederne for kvindelige kunstnere er skrevet af Laura Mulvey, Linda Nochlin og Griselda Pollock.