Jeg talte med Marie Darrieussecq på Bergen International Literary Festival. Samtalen var modereret af Kari Jegerstedt, og foto er af festivalfotograf Eivind Senneset. Flere billeder. En pudsig ting med Leonora og Paula er at Leonora er født 10 år efter at Paula dør, men Paulas måde at male virker langt mere moderne end Leonoras. Paula Modersohn-Becker nærmede sig kubisme i sine portrætter og var inspireret af sine samtidige, Cezanne og Gauguin. Leonora havde lært malerkunst i Italien og brugte den gammeldags teknik egg tempera. Hun havde også studeret under den strenge Amédée Ozenfant i London som bad hende male det samme æble igennem lang tid mens det rådnede. På mange måder minder Leonoras malerier om Hieronymus Bosch tilbage fra det 16. århundrede. Hun maler ude af tiden, magiske hybridvæsner og hvide dyr som inkarnerer The White Goddess, den glemte gudindekult som vil vende tilbage fra undergrunden for at forhindre patriarkatet i at begå ecocide. Paula maler derimod et nysgerrigt og frigjort nærvær af egen og andre kvinde- og barnekroppe. Darrieussecqs bog er et perfekt match med Céline Sciammas film Portrait de la jeune fille en feu (2019), hvor hovedpersonen blandt andet maler en iscenesættelse af sin tjenerindes illegale abort. Som Paula bryder hun ny grund i forhold til at manifestere the female gaze. Grundlæggende tekster om the male/female gaze og (u)mulighederne for kvindelige kunstnere er skrevet af Laura Mulvey, Linda Nochlin og Griselda Pollock.