Vi er i karantæne og lockdown. Vi som plejede at bevæge os. Kulturen er lukket ned; nogen lukker permanent, mange mister arbejde. Vi tænker på lande som er hårdt ramt, og er urolige for ældre og syge som vi ikke kan besøge. Selv har jeg tilbragt mit livs ensommeste måned i Nordvest, dette sagt af en person som ellers lever en socialt tilbagetrukket tilværelse. Jeg oplever imidlertid at jeg er dybt afhængig af at rejse, se venner og kollegaer og gå på arrangementer. Dette er også del af mit job som kulturarbejder. Hermed nogle få idéer til hvordan man kan komme lettere gennem lockdown:

Følg de talløse kulturarrangementer som strømmes, støt med penge hvis du kan. Gå på klub i Berlin hver kveld klokken 19. Skype dine venner i fremmede lande. Send blomster og breve til ældre, syge slægtninge. Læs igennem din dagbog. Det går op for mig at jeg har ført dagbog sammenhængende i 25 år, uden dog at skrive hver dag. Snig dig til at besøge den corona-lukkede kirsebærallé på Bispebjerg Kirkegård klokken 7 om morgenen. Tag korte træningsøkter på parkbænke; jeg har fundet nogle øvelser ved at søge på "park workout" for eksempel. Se dit tøj igennem, måske noget kan doneres bort. Ikke køb bøger på net, du har uden tvivl masse bøger på hylderne du ikke har læst endnu.

Og ikke mindst: Find en god yoga-kanal. Jeg savner mine berlinske yogaskoler (her + her + her), men steder som dette lægger ud nye videoer hver dag. Meget af dette er ikke helt min stil, men jeg forsøger at gøre denne sekvens hver aften nu. Vigtig note: Jeg gør ikke upward dog, altid cobra. Jeg gør aldrig fuld bro og skulderstand ("the pretzel"), og det synes jeg man skal undgå med mindre man har en etableret praksis og er fit som faen.

I don't know this gender defying deity so well, but s/he is here to tell you to breathe and stay calm. Læs fx om Alice Bag ****** en rejse til Portland ****** Wilhelm Reich i Danmark ****** Damon Krukowski ****** Bodil Furu ****** Leonora Carrington ****** Adam Curtis

Det er stilløst at skamme kritikere ud for hvad de har skrevet, også med en slags etterpåklogskap, men der er ingen tvivl om at kulturarbejdernes krise sættes på spidsen af den nuværende situation. Jeg følger mest med i norske udspil, og ser af flere af de organisationer jeg er medlem af er opmærksomme på at freelancekulturarbejdernes økonomi er som fjer som kan blæses væk af et vindpust. Jenny taler idag, og der er vist allerede en pakke på bordet. Jeg skrev noget i august sidste år. Glad for at der efterhånden kom så mange gode læsninger af Leonoras reise, og de kommer stadig 💜💜💜💜💜

Så har jeg hamstret endnu mere frisk basilikum. Jeg ser det jo egentlig godt når jeg kommer hjem, potterne med basilikum fylder ganske meget; de dufter himmelsk, men har kort holdbarhed. Jeg troede ikke den lokale butik var hamsterramt, men der stod et stort skilt ved indgangen: "Køb kun max to af hver vare!" Jeg tror ikke de så det ved kassen, at der var fire potter med frisk basilikum, de lod det i hvert fald passere.

Den faktiske urmoder for Den ulne avantgarde, Griselda Pollock, modtog netop Holbergprisen for 2020. Fra indersiden af Den ulne avantgarde (2011). Citatet er fra dette interview, som ikke er af "Per Schreiner" men Bendik Wold. På den måde gav Wold, eller Morgenbladets daværende desk, navnet til min bog, som altså er en Griselda Pollock-tribute.

Jeg har arbejdet som freelance kritiker i Klassekampen mellem 2003 og 2018. Jeg stoppede i 2018 af helt specifikke årsager. En af disse (ærlig talt mindre betydningsfulde) var en ny holdning til hvordan jeg udtrykker mig på Twitter. Jeg har ikke ændret min praksis siden første tweet. Jeg ved at skribenter og redaktører ofte ikke får respons på deres arbejde. Som flittig avis- og tidsskriftlæser vil jeg gerne af og til kommentere noget jeg har læst, og det kan være positivt så vel som negativt. Negativitet definerer vi forskelligt. Hvor går grænsen? Vi er ikke enige om det, men nedsættende sprog burde vi alle kunne genkende, og holde os fra. Jeg bliver syg og dårlig af nedsættende sprog, så det giver sig selv. Also instant karma's gonna get you 🌸🌸🌸🌸🌸

Muligvis var der en pludselig skærpelse af angsten/moralen, eller en emotionel udmattelse som gjorde at man i stigende grad forsøgte ar redde sig ved at erklære sig krænket. Man polariserede i stedet for at åbne sig. Hvis man kollapser i krænkelse behøver man ikke længere at lytte, og man kan beholde sin position. Nye folk i Klassekampen som ikke aner hvem jeg er and couldn't give less of a f*** mente at min praksis var "ukollegial" ... dette var nye toner 🌸🌸🌸🌸🌸

Tydeligvis var det intet venskabeligt brud i 2018, og jeg er muligvis bitter. Om jeg har materiale nok til at være retmæssigt bitter, det ved du intet om, desværre. Jeg ser avisen fra et underligt perspektiv idag, og af og til giver jeg udtryk for hvad jeg ser. Er jeg en nettrold eller udfolder jeg en kritisk praksis? Kritikere forstås i stigende grad som krænkere. Engang var vi avantgardister, nu er vi nettrolde. Dette efterlader avisen et trist sted. Den kan ikke se sig selv, og den kan ikke forstå hvor energien blev af. En forbindelse er brudt, og nogen har glemt hvem de er og hvem vi er, hvem vi engang var sammen. Ja, hvis dette "vi" ikke var en illusion hele vejen 🌸🌸🌸🌸🌸