Jeg har arbejdet som freelance kritiker i Klassekampen mellem 2003 og 2018. Jeg stoppede i 2018 af helt specifikke årsager. En af disse (ærlig talt mindre betydningsfulde) var en ny holdning til hvordan jeg udtrykker mig på Twitter. Jeg har ikke ændret min praksis siden første tweet. Jeg ved at skribenter og redaktører ofte ikke får respons på deres arbejde. Som flittig avis- og tidsskriftlæser vil jeg gerne af og til kommentere noget jeg har læst, og det kan være positivt så vel som negativt. Negativitet definerer vi forskelligt. Hvor går grænsen? Vi er ikke enige om det, men nedsættende sprog burde vi alle kunne genkende, og holde os fra. Jeg bliver syg og dårlig af nedsættende sprog, så det giver sig selv. Also instant karma's gonna get you 🌸🌸🌸🌸🌸

Muligvis var der en pludselig skærpelse af angsten/moralen, eller en emotionel udmattelse som gjorde at man i stigende grad forsøgte ar redde sig ved at erklære sig krænket. Man polariserede i stedet for at åbne sig. Hvis man kollapser i krænkelse behøver man ikke længere at lytte, og man kan beholde sin position. Nye folk i Klassekampen som ikke aner hvem jeg er and couldn't give less of a f*** mente at min praksis var "ukollegial" ... dette var nye toner 🌸🌸🌸🌸🌸

Tydeligvis var det intet venskabeligt brud i 2018, og jeg er muligvis bitter. Om jeg har materiale nok til at være retmæssigt bitter, det ved du intet om, desværre. Jeg ser avisen fra et underligt perspektiv idag, og af og til giver jeg udtryk for hvad jeg ser. Er jeg en nettrold eller udfolder jeg en kritisk praksis? Kritikere forstås i stigende grad som krænkere. Engang var vi avantgardister, nu er vi nettrolde. Dette efterlader avisen et trist sted. Den kan ikke se sig selv, og den kan ikke forstå hvor energien blev af. En forbindelse er brudt, og nogen har glemt hvem de er og hvem vi er, hvem vi engang var sammen. Ja, hvis dette "vi" ikke var en illusion hele vejen 🌸🌸🌸🌸🌸