Jeg blev optaget af impostor syndrome. Genkender mig lidt, men jeg går nu ikke rundt og er bange for at blive afsløret, jeg vil snarere selv gerne hjælpe til med afsløringen! Specielt tydeligt må det være for alle at jeg ikke er en norsk (!) kunstkritiker (!) men en trist dansk person i en lejlighed i København. Når livet går hurtigt kan man opretholde diverse flygtige identiteter bygget på luft, vind og ingenting. Efter to måneders komprimeret stilstand og isolation er jeg blevet mere og mere overbevist om at jeg ikke er en norsk noget-som-helst, at jeg ikke primært arbejder med kultur, at jeg ikke er del af tværnationale bevægelser og fælles projekter, men at jeg ret og slet er en hallucinerende person i en lejlighed med en masse fiktive idéer, fiktive venner, fiktive jobs og fiktive penge. Jeg er først og fremmest en deprimeret forbruger, og jeg har også potentiale som patient. Patientidentiteten er egentlig stærkt up-and-coming, og jeg tror jeg har langt større chancer for at slå igennem som dansk patient end som norsk (!) eller "tværnordisk" kunst-something-something.