Denne sommer har vi brugt noget tid på at istandsætte og renovere en gammel mor. Moren er 76 år og vil ikke istandsættes og renoveres. Dermed måtte vi ansøge om at bruge tvang. Nu får hun tvangsmæssigt bad en gang om ugen, og det gør hende frygtelig vred. Min mor er min baby, den eneste baby jeg nogensinde vil få. Min mor er en vred og racistisk baby. Hun er først og fremmest vred og bange; hun kan ikke lide forandring, og af en eller anden grund udtrykker hun sig på en racistisk måde. "Nogen" er farlige og "nogen" er fremmede. Hun er fremmed for sig selv, hun er selv fremmed og beskidt, hun har opgivet sit liv af forskellige årsager, og har intet sprog som passer til egne følelser og erfaringer. Det er et quick fix at snakke om de fremmede. Moren, som jeg kendte hende, havde ikke den slags tanker. Måske hun er som en svamp, hun suger ting til sig, ting som udtrykkes af medpatienter og i medierne? Jeg ved det ikke. Vi har forsøget at istandsætte hende. Vi har forsøgt at irettesætte hende. Jeg børstede hendes hår som stod op i luften. Jeg gav hende lotion i hånden så hun kunne mærke, at det er dejligt at være ren, og at den tørre hud kan behandles. Hun kan gøre det godt for sig selv, men vil ikke. Hun vil bare ryge cigaretter og gå op og ned ad gulvet med sit punkhår og sin skællede hud. Ingen mor skal renoveres her.