Kunst, terapi og magi er beslægtede praksisser hos Leonora Carrington, og så er Leonoras rejse også et slags manifest for sci-fi og især den utopiske, feministiske variant af genren. Ret syret skriver Christensen, at hun ser Leonora som en alien, og vips har hun skrevet sig selv, læseren og Leonora ind i et sci-fi-univers. På samme vis med Leonoras magiske tænkning, vupti, så er man en hest, for Leonoras totemdyr var en hest: »Prøv selv at være en hest et øjeblik, hvad gør du med kroppen? Skyder brystet frem og knejser med nakken?« Dét er indlevelse, og den indlevelse præger hele Leonoras rejse. Det er også derfor, det er så let at kende Susanne Christensen i den skandinaviske litteraturjungle, i stedet for den traditionelle kritikers kølige distance til værket og kunstneren, maser hun sig ind i værkerne, skriver sig ind i kunstnerens bevidsthed ligesom en romanforfatter, hun er Leonora, hun er en hest, og hun kan forestille sig en samtale mellem cyborgmanifest- forfatteren Donna Harraway og Leonora, hvor de taler om fordele og ulemper ved at være cyborg og gudinde (helst en keltisk). Dette skriver Kamilla Löfström i dagens Information.