Disse minder kom op imorges på Facebook. Those were the days my friend, we thought they'd never end. Kort fortalt blev jeg flamet til helvete i den norske offentlighed og var på forsiden af VG og Dagbladet på grund af mit "angreb" på Harald Eia. Så vidt jeg ved var det VG-debatredaktør Hans Petter Sjøli som først valgte at køre sagen. En del links er endelig taget ned nu, men her og her er lidt krudt fra de gode gamle dage. Norge var jo i dyb krise efter 22. juni, det forstår jeg godt, men måske det alligevel var lidt af en overreaktion når man læser formuleringen sagen drejer sig om. I 2017 var bergenskritiker Silje Stavrum Norevik igang med at samle interviews til en bog som skulle fyldes af kritikerportrætter. Af forskellige årsager blev bogen aldrig udgivet, men Silje har givet mig lov til at publicere interviewet her. Jeg var sandelig ikke den eneste som blev flamet i de år, i Berlin mødte jeg både Julian Blaue og Mazdak Shafieian som begge havde været igennem et lignende medialt bombardement i forskellige forbindelser. Mediekampagnen varede i mit tilfælde fire dage hvor en konstant strøm af rasende kommentarer fra ukendte blev sendt til mig i alle kanaler. I artikler og kommentarfelter blev jeg sammenlignet med Goebbels og Stockhausen. Jeg lo meget af tiden, det var så absurd, men det værste var at støtten fra Klassekampen var uofficiel (I avisen undskyldte man til Eia hvorefter chefredaktør Braanen sendte mig en kort mail om at jeg skulle "stå på"), og Kritikerlaget skrev i en blogpost at de tog afstand fra mine udtalelser, noget de dog korrigerede senere da de havde opdateret sig om sagen. Jeg havde en forsinket reaktion et halvt år senere som ligner på PTSD. Sagen er selvsagt glemt i den norske offentlighed, men den har siddet i kroppen på mig i årevis, og Google har sørget for at jeg aldrig glemmer. Her er interviewet med Silje.