Mine daglige gåture på den nærliggende kirkegård begyndte at flyde ud, som det også skete under forårets lockdown. Jeg gik ikke længere på stierne, jeg sad ikke civiliseret på bænkene, jeg krydsede ind og ud af de tættest bevoksede steder. Jeg blev stående længe foran et træ – ja, længere end længe, jeg blev stående en time og så på træet, indtil det blev til noget andet end et træ. Jeg blev stående, indtil jeg ikke længere belærte træet om, hvad det var, indtil træet begyndte at bevæge sig ud af alle kendte kategorier og blev til noget radikalt underligt, noget langt mere magtfuldt end mig. Jeg bød det ikke længere på alle mine klicheagtige fordomme om et dumt træ, som står og ser nydeligt ud en kølig efterårsdag; træet begyndte endelig at fortælle mig, hvad det var. Det var noget, jeg aldrig kunne have forestillet mig 🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸🌸
Teksten er på mange måder del 2 til en anmeldelse af Sandra Lillebøs roman Tingenes tilstand som blev leveret til Bøygen 3. oktober. Det er muligt at min milde utålmodighed bør lede til et argument pro digitalisering og panikslagen samtidighed ... og dog, nein.