Put up a brave & foxy face

De sidste par år har jeg taget Vagants stressede chefredaktør med til Marokko. Not so much i 2020. Efter at have bejaet tværæstetiske, tværnationale identiteter siden de tidlige 00'ere prøver jeg nu at ... put up a brave & foxy face, men at være spærret inde i Danmark så meget som jeg har været i 2020 er ubehageligt når mit netværk befinder sig i Bergen og Berlin. Nu er jeg syd for Odense. Den første nat tog ræven alle værtens fire høns. Her er ikke så meget fyrværkeri, men de går på jagt i skoven, ikke akkurat nogen feelgood-lyd. På årets sidste dag skal jeg tage mig en cykletur som ræv og se om jægerne kommer efter mig. 

Ny anmeldelse af Leonoras rejse

"Hun savner muligheden for at være flere ting og flere alternative verdner. Hun savner menneskelige møder, hvor idéer kan florere. Virkelig interaktion er i dag, pessimistisk anskuet, umuliggjort af de allestedsnærværende iPhones. Vigtigst er det, at hun efterlyser modeller for social forandring i en verden, hvor økosystemernes gradvise kollaps gør forandring absolut nødvendig. Leonoras Rejse drives frem af en slags panikangst over, hvad det er, vi er i gang med at gøre ved kloden. Det er en politisk anfægtelse, et vegansk projekt og en kulturel og ideologisk råben vagt i gevær." 

Jeg er faktisk helt paf over i hvilken grad denne anmeldelse som kom 1. juledag tager bogens ideologiske projekt på alvor. Damgaard går faktisk ret til kernen af projektet, noget jeg ikke har oplevet i samme grad i andre læsninger. Jeg bliver næsten helt bekymret over hvor dommedagsagtigt det lyder, men det er nok rigtigt at bogen kan læses som et panikanfald og som en advarsel. Muligt jeg blir tanteagtig nu, men må bare pointere at bogen også indeholder et vist mål af humor og håb. 

 

Spaltetekst om Kate Bush i nye Vagant #2-3/2020. Her er indholdsfortegnelsen og lederen. Her er nogle anti-jule-anbefalinger. Bang a gong today and think about Saturn and Jupiter. 

2020 annus horribilis

Mit 2020 annus horribilis-mix udvikler sig stadig. Senest har jeg opdaget Robin Guthrie fra Cocteau Twins og hans samarbejde med nyligt afdøde Harlod Budd. Gamle venner jeg ikke fik plads til er Muses, Lee, Grimes, Coriky og Club Emotion, mest fordi den selvisolerede hjerne ikke takler visse lyde. Har også lyttet til Shopping og Crack Cloud. 

Vinduet papir 1947 til 2020

Etter hvert som virkelighetslitteraturen vinner terreng, endres også lesernes – og kritikernes – forventninger og lesemåter. Den store oppmerksomheten og suksessen selvbiografisk litteratur for tiden blir til del, kan – slik mange tidligere har påpekt – umulig forstås løsrevet fra realitykulturens følelsesregime. Jeg er ikke så sikker på at de «estetiske kravene» Lillebø setter spørsmålstegn ved, egentlig styrer samtalen om litteratur i dag. Er ikke det å se noe «opprørende» i estetiske krav snarere uttrykk for en større understrøm i hele samfunnet, der det å gjøre estetiske vurderinger anses som noe kaldt, kravstort, ja, nærmest som noe fascistisk? Nesten hver eneste gang jeg forteller noen utenfor det kulturelle miljøet at jeg arbeider som kritiker, blir jeg møtt med spørsmål om hvordan jeg kan mene at noe er bedre enn noe annet. En bekjent som foreleser om litteratur og kritikk, forteller at han må ta studentene med ut for å se på solnedgangen for slik å overbevise dem om at det finnes noe objektivt vakkert.

Vældig godt essay af Carina Elisabeth Beddari om virkelighedslitteratur i sidste nummer af Vinduet #4/2020. Sidste nummer? Ja, virkelig allersidste papirudgave. 

Frykt og avsky i demokratiet

Audiatur bokhandel har den allerførste og spritnye Vagant-bog Frykt og avsky i demokratiet af Eirik Høyer Leivestad til salg, plus den lille bog om Bergensbrag-generationen som jeg har redigeret. Sidstnævnte kommer muligvis først fra trykkeriet i romjulen. Audiatur har iøvrigt også udgivet denne fine bog. 

Mest skrev jeg ansøgninger

Looking for peace, I mostly miss. Dårligt år for kunstkritikeren. Jeg var på Lydgalleriet, gik tur med Alt går bra og så masterudstillingen. Skrev følgende for vagantnet: her + her + her.

Litterær aktivisme like in the 00s

Spændende udvikling hvor Tekstallmenningen har fået massiv støtte. Læs her. Tekstallmenningen lanceres 5. januar, og til den tid har vi et fint link til den lille bog jeg har redigeret i 2020. Det burde imidlertid være muligt at få fingre i den før jul. Se her hvordan. Vi fletter steder, tider og lande sammen sådan som god litterær aktivisme burde gøre. We can be heroes just for one day, what d'you say? 💜💜💜💜💜

#Wrapped2020

I år gik jeg Stoltzekleiven for første gang og badede i alt vand jeg kom forbi. Blandt andet i Storevatnet på en vidunderlig sommerdag. Jeg sang Twisted Sister ud af mit vinduet og besøgte Nordeuropas ældste egetræ Kongeegen i Nordskoven. Min bog kom ud på dansk, og jeg holdt min fødselsdag på Knatten. Ellers skrev jeg endeløse ansøgninger, specielt for at få Norsk kunstårbok til at overleve. Jeg lavede en tekst til Tania Ørum, som blev til en bog efter et produktivt møde med Tekstallianse. Vi håber den kommer fra trykkeriet før jul. Ellers skrev jeg tekster til Vagant, Kunstkritikk, The Debutante, Bøygen, Bastard Art Book Fair og Forfatternes klimaaksjon (coming up). Jeg deltog på Litfest Bergen, by:Larm og Classic Album Sundays og talte i Trondheim, i Vandkunstens lokaler på #bogfestival og på Louisiana. Tak til alle samarbejdspartnere, vi håber at 2021 blir friere og gladere.

Flugtlinjer på nettet

By:Larm 2020 var virkelig strålende, det jeg fik med mig. Havde blandt andet en meget fin samtale med Jenny Hval i regi af Classic Album Sundays Oslo. Det blev endnu mere specielt fordi det var det sidste arrangement jeg deltog på in a long, looooong time hvor mennesker myldrede frit rundt sådan som vi gjorde i gamle dage. Mere her. Min Vagant-spalte Flugtlinjer er genopstået og har fået sin egen plads på nettet. 

In these quarantine days

Jeg har været næsten ude af stand til at lytte til musik i 2020, men her er et par favoritter. En bunke tekster er gjort færdig til Vagant, men ingen får læse dem før engang næste år. Snart indspurt på Norsk Kunstårbok 2021; de fabelagtige skribenter er igang, og jeg krydser fingre for en strålende bunke tekster omkring 1. februar. Får se om jeg får lov at snike ind i skogen og skrive på eget projekt i julen, eller om jeg skal forsøge at kombinere med rollen som omsorgsperson for moren som er på vej til at blive udskrevet idag efter fem ugers indlæggelse. I'm talking to the walls pretty much, in these quarantine days.