"Hun savner muligheden for at være flere ting og flere alternative verdner. Hun savner menneskelige møder, hvor idéer kan florere. Virkelig interaktion er i dag, pessimistisk anskuet, umuliggjort af de allestedsnærværende iPhones. Vigtigst er det, at hun efterlyser modeller for social forandring i en verden, hvor økosystemernes gradvise kollaps gør forandring absolut nødvendig. Leonoras Rejse drives frem af en slags panikangst over, hvad det er, vi er i gang med at gøre ved kloden. Det er en politisk anfægtelse, et vegansk projekt og en kulturel og ideologisk råben vagt i gevær."
Jeg er faktisk helt paf over i hvilken grad denne anmeldelse som kom 1. juledag tager bogens ideologiske projekt på alvor. Damgaard går faktisk ret til kernen af projektet, noget jeg ikke har oplevet i samme grad i andre læsninger. Jeg bliver næsten helt bekymret over hvor dommedagsagtigt det lyder, men det er nok rigtigt at bogen kan læses som et panikanfald og som en advarsel. Muligt jeg blir tanteagtig nu, men må bare pointere at bogen også indeholder et vist mål af humor og håb.