Leonoras rejse, side 58: Jeg sad ved siden af Piet, og jeg så at han ikke kunne se. Han var ramt af et pludseligt omverdenstab. Han mærkede ikke længere at jeg sad ved siden af ham. Han mærkede bare en gammel skræk som kom og tog signalet fra ham. Noget kom og fratog ham muligheden for at være til stede.
For det meste sad vi ved vores computere i hvert vores land, vi sad foran computerne i fastlåste, krampagtige stillinger. Vi sad der gennem dagene, og vi sad der også ofte om natten . Vi havde dannet en slags støttepædagogisk skriveklub eftersom vi begge mente at nogen måtte artikulere sig om kunsten, den kunne ikke bare stå der for sig selv og kunste. Hvis ingen artikulerede sig om kunsten, hvis ingen vurderede den og grublede over den og frydede sig og rasede, kunne kunstnerne lige så godt droppe det. Hvorfor producere en masse besynderlige objekter og en masse gakkede handlinger, hvis ingen artikulerede sig om det som foregik? Nej, der satte vi foden ned. Disse stammende artikuleringsforsøg var noget andet end omverdenstab, det var omverdensskabelse. Det siger sig selv at jeg syntes det var en god idé at Piet fortsatte med denne indædte omverdensskabelse.