Jeg blev sat til at skrive svar på tre spørgsmål af Tidens Ånd, men det var alligevel ikke relevant, mente de. I stedet tog de med en masse løsprat selvom jeg gik med til interviewet fordi det skulle handle om Norsk kunstårbok. Her er arbejdet som blev kastet ud af vinduet.
Hvordan vil du beskrive kunståret 2021?
Det var et af to svære år prægede af pandemi og nedlukning, men kunstverdenen havde nu gjort sig nogle erfaringer i forhold til at takle den nye situation. Som redaktør kunne jeg endelig rejse rundt i Norge takket være gode residency-ordninger. Det er nok blevet vældig svært at tale om nogle klare, overordnede tendenser; det er pretty much mere af alt som gælder. Den aktuelle kunstårbog afspejler nogle af mine egne interesser, blandt andet er jeg optaget af hvad der skal ske med Maddi Kunsthall i Tromsø som pre-åbnede i december 2021 og forsøger at lære mig ting om samisk og kvensk kunst og kultur.
Hvilke minneverdige kunstopplevelser har festet seg fra fjoråret?
Jeg opholdt mig to måneder i Trondheim takket være Art Scene og Lademoen Kunstnerverksteder netop som K-U-K Kjøpmannsgata Ung Kunst åbnede. På åbningsudstillingen It's Just a Phase kurateret af Rhea Dall og Elmgreen & Dragset var der meget at se på, og ligeså på den underjordiske fantasirejse som dele af Sex Ecologies på Kunsthall Trondheim udviklede sig til. Jeg bryder mig ikke så meget om at udpege hvad som er bedst, heldigvis har jeg landets flinkeste kunstkritikere til at gøre deres egne udvalg i Norsk kunstårbok, men jeg ved hvad jeg havde overskud til at fordybe mig i, og det var tilfældet på Kode i Bergen hvor jeg så Marit Følstads udstilling Akashic Field. Kunstnerens konceptualisering fik os til at stille spørgsmål, men det var i sidste ende den grønglitrende kvartsit fra Kautokeino som var stjernen.
Hva etterlyser du mer av i den skandinaviske kunstverdenen?
Lige nu er jeg stadig beruset over hvad jeg fik at se på venedigbiennalens udstilling Milk of Dreams i kombination med Sami Pavillion og på Arkens retrospektive Leonora Carrington-udstilling udenfor København. Det er så bizart hvordan den økosurrealisme som lå og slumrede i mit eget hoved har fået så meget plads i kunstverdenen i 2022. Laure Prouvosts totalinstallation på Nasjonalmuseet oplever jeg i forlængelse af dette; en ekstatisk og morsom udstilling som også reelt formidler klimakrisen på en måde hvor de mindste kan være med. Det er ikke en verdensfjern, fabulerende kunst som står i noget modsætningsforhold til virkeligheden, snarere tvært imod. Mere af det.
Linker til Nicholas Nortons anmeldelse af Provoust for at anskueliggøre at der er andre mulige vinkler. Her kunne vi have snakket om noget interessant, men sådan blev det ikke.