Postkort 3: There are no stars in the New York sky

Den første dag går jeg ind over Williamsburg Bridge. Denne bro regnes ikke for at være spektakulær, den er ingen seværdighed som naboen er det, Brooklyn Bridge. Broen er et filter af orange og grå stål med baner for både tog, biler og fodgængere. Jeg er ramt af lugten, ingen baggårde i NYC, derfor gadeliv, derfor den intense stank af affald som er New Yorks, i heden. Jeg prøver at forstå hvad jeg ser. Hvordan skal jeg nogensinde fotografere her? Der er intet fokus, elementer alle vegne, tegn, bevægelse, brudt af lygtepæle og vejskiltes linier. Jeg tænker på Lee Friedlander, hans billeder har ofte lodrette elementer som skærer midt gennem billedet: glem alt om gyldne snit. Opdelingen får alt til at spredes fra midten mod kanterne, der er ingen helhed. Og det er hvad jeg ser hér, sådan ser jeg byen. På vej over broen går en storm af fragmenter fra sange om New York igennem mit hoved. Mondrian, så kølig og europæisk, han jazzificeres i NYC. Patti Smith synger-hvæser, altid så cool, men dette er nu eneste gode sang fra den plade: The abstract streets/ The lights like some switched on Mondrian/ Cats like us are obsolete/ Hey man don’t breathe on my feet/ Thieves, poets we’re inside out/ And everybody’s a soldier/ Angels howl at those abstract lights/ And the borders of heaven/ Are zipped up tight tonight -- Da Sonic Youth spillede i København et godt stykke tid siden illustreredes Teenage Riot, en slooow version, af en video optaget i Warhol-stil af en ung mand som falder i søvn på en NYC-subway, den som brager forbi mig nu. Og Lou Reed synger om Andy & byen: There are no stars in the New York sky, they’re all on the ground. Og her futter jeg over broen til Manhattan -- En af de andre dage er jeg på MoMA in a bad mood, indtil det går rigtigt galt: Begejstringen vil ingen ende tage da jeg opdager Friedlander-udstillingen øverst oppe. Men tror du jeg kan komme ind? Nul. Der er sneak preview for members only, for en dødsyg idé. Men Friedlander får jeg at se om søndagen da udstillingen åbner for pøbelen og ååå, det er så bra. Han fotograferer to verdener, der er parallelle universer her, via spejle og skygger og monumenter og TV-skærme. Og gåder, hvad er det han ser på? Hvad er fokus? Der er jo intet hér. Men hvilket intet.

Mere Friedlander her og her og her og her.