Ode til Glasgow

Play Glasgow ya cunts råber publikum op mod scenen, nej, vi er ikke de eneste Glasweigans tilstede og vi fucking hader Edingburgh, de rene gader, Edingburgh er stejl og frossen og en bombastisk kliche på alt skotsk med den uvirkelige orange borg tronende over os i mørket og senere hjemme i Ibrox, på Southside, på Elizabeth Street klods op af det gigantiske Rangers stadium hvis fans som en flodbølge af bleglemmede blåtklædte vilddyr strømmer nedad Paisley Road i timevis hver lørdag konsumerende slatne fedtede chips udaf avispapiret og prikkende Lager og flad doven Bitter, men det sidste af nødtvungen respekt for loven kun på steder som for eksempel den tomme grund under vores vinduer, men hjemme igen fra Edingburgh smiler jeg i søvne da det første undergrundstog rumler forbi dybt under mig og fortæller mig at klokken er seks og snart hamres og bankes der på byggepladsen og endnu en gang havde jeg hørt den sindssyge nattergal i frosten udenfor i nat, men nu er det morgen og der bankes, hamres, rumles og det smitter med blitzlys i mit hoved og jeg skruer op på max og nyder lyden af den ene højtaler der er gået i stykker og senere igen en anden aften eksploderende ører, lydtrykket i den lavtloftede betonkælder hvor bandet står på gulvet i et hjørne og giver lyd til de svimlende kraner udenfor, deres tragiske uvirksomhed, men stadig ligesom syngende på en hymne som billedet på kirkens videoprojektor på tro så stærk at jeg måtte rejse mig op, svejsegnister sammenklippedes med kandelabre, men stadig kranerne sorte udenfor over en stålgrå River Clyde under det orangeoplyste gotiske universitetstårn hvoromkring jeg ved den hurtigtflydende beigebrune River Kelvin strømmer, der hvor de lysegrå egern bor, jeg havde dens lille kolde pote på min hånd, rørte dens hale, tænkte hvis jeg holder fast får jeg tænderne, og det er lige inden stormen der farvede skyerne gule Boxing Day som ifølge BBC could lead to widespread damage and destruction hvilket den sandelig gjorde, Govan Road var et rod næste dag af smadrede skilte, skævtblæste porte og løjerligt placerede indkøbsvogne selvom jeg personligt kun måtte døje med et liv uden at have set Supervixen på Channel Four, modsat 18.000 hjem der gik i sort i en uge og pludselig en morgen overvældes jeg af knivskarp klarhed, de evindelige grå skyer er væk og højlandet ligger som en linie over byen, mit danske hoved vil tolke skyer, men linien, der næste morgen er hvid, er et løfte om rum rum plads vildt tomt og friskt i mine lunger og jeg snuser snekrystaller op i min næse i Bellahouston Park og senere, mindre behageligt, gas, den evige gas, jeg fumler med tændstikkerne, men for sent, jeg tænker Død og mister appetitten og stiller kokosmælk og curry paste tilbage i skabet, nøjes med lemon/ginger-theen og de jaffa cakes vi ikke kan holde os fra, blød kage, troværdig appelsingelé under et tykt lag mørkt chokolade, og i flere uger gjorde cranberryjuicen min tunge ru og mig selv svimmel af sukker, men jeg var blevet kold og ville trække tiden ud før det overfyldte venteværelse lige inden en minimalistisk jul, mig og min glasøjede tiger, screwdrivers, røgelse blandende sig med røgen fra mentolsmøgerne jeg kæderøg ovenpå timers traven rundt i Asda, det evigtåbne indkøbspalads, drukken målløshed over puddings, haggis, Barbie spaghettisovs, nu siddende pakket ind i mit tæppe i kanarpen og jeg griner igen, mindes den rå frydefulde aggression, manden stiv efter pubbernes lukketid i shorts i en vandpyt, stirrende på os, spyttende Aye fook da boot o ya til os som selve Glasgows ånd personificeret.


Im on a train. I cant complain

Informationer skratter i højtalerne. Min toilettaske er pakket ned langt væk i rygsækken i et bagagerum et sted i toget. Jeg kommer for sent til frokosten efter at have installeret mig i den lille kabine. Jeg får dog en sandwich på forspørgsel - med cirka 50 pergamentstynde skiver skinke og nul salat. Tjeneren er skræmmende, denne aggressive høflighed. Jeg tænker Du er hvad du spiser: i tilfældet amerikanere må det jo så gælde de er søde, farverige - og fulde af lort. Jeg raser over manglen på et rullegardin i min kabine. Indtil jeg finder den rigtige knap.

Til aften bestiller jeg lasagne og frugttallerken. Deler bord med en mor og hendes to drenge Preston og Cameron. Husker Cameron fra togstationen fordi hans T-shirt med fugleedderkopperne er så cool. Hun nøder dem til at spise ærterne op, siger bagefter goood jooob som om de var hunde. Hun krammer mig efter måltidet. Hendes mand er af dansk afstamning.

The Rockies glider forbi udenfor da jeg vågner. Solen er skarp. Jeg drømte jeg stegte frikadeller med en rockstjerne og havde røde tånegle. Morgenmad med en rolig halvt svævende kunstnerinde fra Seattle. Hun laver skultpurer af hænder med fingeraftryk og det hele. Jeg stirrer tavst ud af vinduet for hun er for intens. Og desuden er bjergene for smukke. Senere afløses de af flade brune stepper. Indianerponyer! Vi kører igennem Minnesota.

Mine sokker er blevet væk. Kornmarker vælter forbi vinduet. Finder heldigvis sokkerne to sekunder i skrigetid og går gennem togslangen til kiosken og køber en tandbørste. Køkkenet har lukket klokken 3 - jeg har haft min walkman på og har derfor ikke hørt beskeden. Jeg lyver og siger jeg mener højtalerne må være i stykker og får reaktion på min Im gonna sue your ass-undertone. Jeg spiser i den tomme vogn. Tjeneren giver mig bagefter en bog med en dedikation fra den rolige halvt svævende kunstnerinde fra Seattle. Den er skrevet af Hillary Clinton og dedikationen beder mig give bogen videre når jeg har læst den så vi kan sprede det glade budskab. Jeg læser de første sider og falder i søvn.

Aftensmåltidet. Jeg kender routinen nu. Vi er i Dakota, soyabønne-markerne er grønne udenfor. Store grå skyformationer dækker horisonten. Det er de første skyer jeg ser siden Alaska. Jerry er skolepsykolog. Han bor overfor mig i de små kabiner. To ældre mænd placerer sig ved vores bord, både dem og Jerry er af tysk afstamning. Den ene ældre mand er mere stille end mig. Den anden er fra Florida og småracistisk. Jerry driller ham. Jeg får en fiskeagtig fisk med en lille klat kartoffelmos og en chokoladesunday til dessert. Jerry har også kikket stjerner natten forinden, han siger han så et stjerneskud. Han lyder henført.

Minot, North Dakota. Toget stopper. Jeg springer af, tager billeder af den store to-etagers sølvskinnende togslange der lyser i mørket. Så har jeg lyst til at løbe, men står der bare og ser personalet bære skrældesække af toget. Jeg opdager der er håndklæder og sæbe i bruserummet og tager et brusebad. Himlen er sort. Der er ingen stjerner i nat. Jeg ruller gardinet ned og mit spejlbillede iført lyseblå Pavement T-shirt (stinkende) og de sort-og brunternede drengeskoleshorts forsvinder.

Minneapolis. Jeg spiser morgenmad med en fuld bugtaler i rød jakke, glimmerslips og en kæmpestor sort cowboyhat. Hans charmerende kone er om muligt fuldere end ham og bærer et badge der fortæller mig at Jesus har reddet hende. De taler meget sløret, mest jokes om politik. Ved bordet ved siden af sidder en mand hvis job det er at efterligne berømte filmstjerner med sin stemme. Hans kones paryk sidder en lille smule skævt. Jeg får røræg og toast. Tjeneren glemmer frugten.

Wisconsin. Der er træer udenfor nu. Det har regnet her. Byerne er større. Jeg indtager mit måltid sammen med David på 15 og hans lillebror Joe på 7. De er fra Dulouz. David siger konstant shut up til Joe som er en lille trold fra det ydre rum med en hyperaktiv fantasi: ”I watch too much TV” siger han noget beklagende og sender mig et strålende smil. Mig og David taler om mountainbikes. Han har bøjle på tænderne og skal starte i highschool efter sommerferien. Jeg får en salat af kyllingebryst, det hvide kød ligger ovenpå et slattent bjerg af grøn salat. Ranch-dressingen vibrerer som var den budding. Kun den lune æblekage med vanilleis har en lille sang gemt indeni. Det regner udenfor. Jeg er i Chicago om nogle timer.

To rejsebeskrivelser. Fra Glasgow 1998 & fra en togrejse fra Seattle til Chicago 1997.