Sommerbrev fra Testrup Højskole 2001

Grundtvig, din gamle nisse! Igen finder jeg mig til morgensamlinger skrålende med på Brorsons salmer i folkeoplysningens navn og nydende hvert sekund af det. Susanne drog denne sommer på en uges kursus på Testrup Højskole, kurset med titlen Tag & Skriv! – Fra Dada Til Wasteland med et fokus på modernismens tidlige gennembrud i Europa. De danske højskoler er i krise, de lukker på stribe i disse tider og flere overlever på at tilbyde kurser i windsurfing og anden ugudelighed. En af de højskoler som dog stadig er i fuldt grundtvigsk vigør er Testrup hvis lange kurser har en filosofigren med et temmelig hardcore Kierkegaard-fokus og en skrivegren med en hvis eksport af elever til Forfatterskolen. Nu kunne det også se ud til at Testrup måske er stedet hvor en ny rektor for føromtalte Forfatterskole findes når Niels Frank om ikke længe skal finde sig en afløser. Vi skal ikke sådan rende med sladder, men rektor-emnet var lærer på nærværende kursus og har initialerne H.O.J. Første morgensamling åbnede med en Brorsonsalme med bl.a. følgende vers:

Hvad skal jeg sige når jeg ser
At alle skove vrimle
De mange fuglesving der sker
Op under Herrens himle?

Hvad skal jeg sige når jeg går
Blandt blomsterne i enge
Når fuglesangen sammenslår
Som tusinde harpestrenge?

Svaret kom ret efter: aguuuga rum laBANGooo retkifemli ooohlabetifimiloloo! (eller noget sådant). En af lærerne på stedet Mads Eslund som stod for det dadaistiske laboratorium satte en optagelse af Raoul Hausmann på hvor han i den grad gakker ud i et lyddigt der til forveksling kunne minde om en Mifune midt i et ret så drastisk epileptisk anfald. Selvom det nok snarere end fuglesang er lyden af krigsmaskineriet der motiverede dadaisterne så så jeg alligevel en slags kobling.

Men jeg var der for at kikke nærmere på Hr. Lars Bukdahl, af egen omtale Kontroversiel Digterkritiker på Weekendavisen. På anmeldelsesværkstedet, placeret i et alt for lille lokale til kursuslederens maniske gestik og pacen frem-og-tilbage, lagde vi ud med at få stukket et par eksempler på Basilisks B16-serie i hånden, små 16-siders bøger med et ganske genreudfordrende indhold. Jeg har således anmeldt fra bl.a. Journal Ka kendte norske Ingvar Nistads Can I touch this? i mulig konkurrence med eventuelle fremtidige Morgenbladsomtaler.

Danske Mikkel Thykiers .katalog. var andet anmelderoffer, i forvejen rost til skyerne af Bukdahl hvilket jo opfordrede til at gå i andre retninger. Her er den noget indforståede postkort-version af min anmeldelse af Thykier:

Kære Audun
Mikkel Thykier, jeg ser hans lille alvorlige fjæs for mig, knappenålsøjne foran bogreolen: ”Shit, jeg er et vidunderbarn!” Dette er en collection af similer, små fragmenter der undersøger vejen fra virkelighedssansning til billede. Han rammer tit plet hvorved Poesi vitterligt opstår. Høj & lav stil blandes, Pelle Haleløs & Rimbaud. Jeg gider ikke de botaniske optegnelser til sidst, stribet dafne? Det kan du selv være! Vejet og fundet for let, nægter at støtte op om geniforklaringer.
Hilsen Susanne

Opgaven der fulgte lød Vend Dine Argumenter Om og er da også en nærliggende fristelse, bogen er faktisk ret fin til tider.

Og der dukkede Lars op med en stor konvolut. Netop ankomne bøger til snarlig anmeldelse for Weekendavisen. I denne bunke var en del fra amerikansk oversatte bøger der udkommer i forbindelse med Det Store Brag af en dansk-nordamerikansk lyrikfestival In The Making, men også adstadige hjemstavnsdigter Knud Sørensen som har været udgivelsesaktiv i mindst 30 år kommer med en ny samling på Gyldendal Dagligdagen som anmelderholdet med frydefuld ondskab slagtede, bl.a. i haiku-form:

Kronhjort frem af dis
Uden mindste strejf af kitsch
Avantgardefri brøl

Vi lavede et hav af sammenligninger á la hvis denne bog var et stykke tøj ville den være … en støttestrømpe, hvis denne bog var noget spiseligt ville den være … sondemad, hvis denne bog var en slægtning ville den være … Onkel Fontex, hvis denne bog var en lyd ville den lyde … rollatorknirkende. Og ja, Susanne har arbejdet for længe, alt alt for længe i hjemmeplejen.

Sidste dag fik vi chancen for at anmelde anmelderen, Lars Bukdahl havde på en time skrevet en sonetkrans ved navn De Kaldte Ham Sonet Frans, angiveligt skrevet i trods op imod Inger Christensens kanoniserede værk Sommerfugledalen og i drømmen om at få sin egen lille B16-bog. Vi var nådesløse, skønt det var svært at stå for de sprogligt kreative fjollerier.

Torsdag var dedikeret Finnegans Wake som må betegnes som det længste lyddigt skrevet nogensinde. Digter Peter Laugesen var på besøg og læste fra sin oversættelse af værket som han påstod allerede i sin oprindelige form var nær 50 % (hm) skrevet på dansk/norsk. Efter en 20 minutters intens hypnotiserende recitation var vi så ganske svimle at en publikummer sammenlignede teksten med et narkotisk stof. Laugesen replicerede at i så fald burde den måske være forbudt og kun sælges i små stykker på Christiania.

Om aftenen kom billedkunstner Michael Kvium som sammen med Christian Lemmerz og producent Dino Raymond Hansen har lavet en 8 timers (og 8 millioner kostende) filmatisering af Finnegans Wake, kaldet The Wake. Filmen har rejst verden rundt allerede, har bl.a. været i Stavanger på et tidspunkt og ved flere lejligheder har den været opsat som DJ-symfoni bl.a. i Dubrovnik og Minsk.

Vi blev opfordret til at gå og komme i løbet af natten (filmen blev vist til kl. 4 om morgenen) og bruge den som tapet til almen festen og hængen i baren. Kunstnerne kan ikke siges at have villet vige tilbage for at bruge hver eneste mulig avantgardistisk og om muligt provokerende krølle: en amerikansk pornostjerne var hyret til optagelser af kønsorganer i fri flugt i samarbejde med ”lokal københavner”, en irsk bar var blevet bygget i en lagerbygning i nordvestkvarteret hvor 100 statister kunne muntre sig med Guinness ad libitum og nærbilleder af mider i kogende olie eller under angreb af en særlig aggressiv myreart forekom (Kvium: ”Der har været mange dyr i denne film, de overlevede ikke alle sammen”). Gennem filmen som både var i high & lo-fi blev der i dén grad fokuseret på fede mænd der vakler fulde rundt og fortolkningen af værkets antydning af incest-temaer i den lydlige sammenligning med ordet ”insekt” –

[…]

Teksten – skrevet med let hånd på et vesterbrosk bibliotek – er publiceret på Gasspedals e-post-liste sommeren 2001