Jeg er ikke sur, jeg er bare skuffet. Gik for et øjeblik siden ned ad Götgatan, mod Medborgarplatsens bibliotek, med Frostenson, Almqvist og Raattamaa svirrende i hovedet. Springer op ad trappen, åbner den tunge dør - nej, indgangen er flyttet, efter genåbningen går man ind fra siden. Fint. Der står tekst på vinduerne, de er plastret over med tekst, lyserød tekst som gør glasgangen ind til biblioteket ganske vaginaagtig. Jeg ser først da jeg går ud igen at det er manifestet S.K.A.M. som hele korridoren er klistret ind i. Altså, wow.

Hvad er offentlighed? Samhället? Hvorfor skræmte det mig når bilerne stoppede for mig den første tid jeg boede i Norge? Hvorfor gjorde det mig så glad, så banalt overrasket, da jeg så at alle i Bagarmossen (min korte oplevelse af en stockholmsk forstad) uden at blinke lagde varene op på båndet med stregkoden opad? Siger kassedamen hej til dig i Danmark? Interesserer man sig i højere grad for en besøgende norsk poet dér? Jeg mener, socialt? Efter oplæsningen? Og hvorfor udgiver Stjernfelt og Thomsen en bog hvis titel er en Kant-parafrase fuld af skolestil-agtige tekster?

Hvorfor gør "Kritik af den negative opbyggelighed" den basale retoriske bummert IKKE at nævne dem bogen vil kritisere - selvom vi alle kan læse mellem linierne? Hvorfor denne trang til at almengøre og dermed kamuflere sin kritik? Man vil ikke samtale? Men man gør det jo alligevel, gør man ikke? Man lammer bare de kritiserede på forhånd. Hvorfor skriver Stjernfelt et essay som akker sig over kulturjournalisterne fetishering af kunstneres åh så overskridende kvaliteter - hvorefter han midt i teksten går amok på Elfriede Jelinek som han mener har gjort sig skyldig i koket selviscenesættelse af sig selv som "overskridende" kunstner?

Ja, og hvorfor tror Thomsen vi gider at blive ved med at læse hans intellektuelle selvbiografi, slapt formulerede tekster som fiser ud i en malplaceret hyldest til Jack Kerouac, om hvilken han kun kan gentage de samme dødsyge ting som fx at manden skrev på en lang rulle af sammenlimede ark og at Dean Moriarty var en virkelig person ved navn Neil Cassady? På Frank og Bobergs svar kan vi kun formode at det bliver værre derfra.

Frank og Boberg er rasende. Der er også et vist mål af saglighed i deres svar, sådan som der måske kan være et vist mål af saglighed i Thomsens og Stjernfelts udspil et sted, ikke ved jeg. Men hvorfor er der ingen af parterne der forsøger at kommunikere og skrive på et rimeligt artikuleret niveau? Hvorfor denne råben i det offentlige rum? Går Danmark ned, er det det? Og hvis ja, kommer Norge og Sverige til at bryde sig? Sorry, jeg forstår ikke en pind. Men glad for at jeg bor i en by med et bibliotek der har en lyserød vaginaagtig indgang, det er jeg.