Autonomiæstetisk dansker! DN og SvD ligner hinanden ikke så lidt. Men i deres vinkel på Triers Manderlay igår var der alligevel forskel. DN spekulerer her i hvad udskiftningen af hovedpersonen har at sige, men tramper generelt ned ad begærsstier som jeg ikke ellers ser mange Trier-anmeldere begive sig ud på: "Manderlay" förefaller mindre intensiv och skruvad än "Dogville". Kanske för att regissörens attraktion till Kidman, med sin ojämförliga filmstjärneutstrålning och sitt motstånd mot von Triers stegrande sadism gjorde "Dogville" mer privat och pervers, så att man snart var indragen i en förvirrande studie i begär i stället för en klargörande studie i makt. Dallas Howard verkar inte vara lika mottaglig eller känslig för hans metoder.

Det er som om det evige og almengyldige nær-bibelske og litterære vinder over det dokumentære i disse film. Grace taber nu stort til faren, til begæret - påstås det - til sin dragning mod underkastelse via benhård penetration. Moren som nyder straffes med døden, Grace må myrde hende. Hendes romantiske drømme om demokrati er en løgn - og de sorte gør det mod sig selv, det er sikkert. Trier griner med Bataille og de Sade.

Men tråden til NU er tynd, synes jeg. Jo, vi har en rigtig desert storm og et naivt demokratiseringsprojekt gennemhulles af perversion: vi tænker Abu Ghraib. Men fotomontagen til sidst i filmen holder nu næppe som kontekstualiseringsbro. Selvom det er flot den måde Trier får Bowie til at synge Do you remember, your President Nixon? (billede af George W. Bush) Do you remember, the bills you have to pay (billede af brændende WTC). Men hello! Historisk specificitet ryger fuldstændigt ud af vinduet, dette er bare en dum lille joke. Trier lykkes måske i at sige væsentlige (let misogyne) ting om menneskets grumme anti-demokratiske natur her, men koblingerne til NU er tynde små sytråde blottet for reflektionens kraft.