Hun så ikke på meg, og på den måten forsøkte hun å fortelle meg noe, hun ville, skjønte jeg etterhvert, at jeg skulle se henne slik hun oppførte seg når ingen andre var til stede, derfor skulle jeg late som om jeg ikke var der, sitte stille, ikke si et ord, og til gjengeld ville hun fremstå som den hun egentlig var, for meg, som en slags hilsen eller gest, jeg visste ikke helt, men uansett rørte jeg meg ikke, overbevist om at jeg hadde rett, sikker på at jeg aldri skulle kunne snakke med henne om det, det lå i kortene siden jeg så henne uten å være til stede.

Fra Hans Petter Blads roman De nysgjerrige, blot for at give en fornemmelse af det rige sprog her. Det søde studenterliv i Paris beskrives, som var det vitterligt Francoise Sagan som havde ført pennen. Norske N. og amerikanske D. kredser om hinanden, men NOGET sker. MBs anmelder siger således om dette NOGET: "Omtrent halvveis begynner leseren å lengte etter at noe litt mer avgjørende skal skje, og da det skjer, er hendelsen ikke riktig oppsiktsvekkende nok til at vi klarer å dele de fiktive personenes kvaler." KKs anmelder siger lidt af det samme om HÆNDELSEN: "Den hendelsen som boka fremhever som et slags klimaks, fremstår til syvende og sist mer som en spissformulering av Nikolajs og særlig Daisys motvilje mot å forholde seg til omverdenen enn som et egentlig vendepunkt."

Ganske rigtigt, HÆNDELSEN henligger delvist i mørke og vi kan være gunstigt i tvivl om hvorvidt dette reelt er sket eller ej, både forfatter - og især anmeldere - er svært subtile her. Går noget da i stykker hvis jeg siger hvad det er vi taler om her? Bestemmer jeg, styrer jeg, afslører jeg? Frarøver jeg nogen noget hvis jeg siger det drejer sig om voldtægt, om vold mod kvinder, om kvinder der lever i angst for overgreb? HÆNDELSEN er ikke eneste tegn i bogen på at det er dette - specifikt - som faktisk tematiseres. Specifikt og dog, også rimeligt subtilt? Men definitivt ikke metaforiseret til et ubestemt MØRKE: livet udenfor studiesæbeboblen, noget skræmmende og skræmmende virkeligt lurer på disse unge læsende mennesker, udenfor, udenfor.

Hvis jeg blot er ude på at rangere romanen i et æstetisk hierarki så behøver jeg vel næppe heller at vride pennen rundt i alle smertepunkterne, oute tematikken? Men, forestiller jeg mig, hvis teksten ses på som en ligestillet kulturel ytring der taler til verden, i verden, hvad gør kritikeren da? Hjælper jeg til i dette henvendelsesforsøg? Eller lukker jeg munden på bogen, kalder den en pretty thing?