Jeg sidder i sofaen i bebyggelsen ved navn H******parken. Jeg tegner på min hånd, kabbala er ordet her - det der menes er måden hvorpå indiske kvinder pynter deres hænder. Tegner med en grim mat mørkerosa læbestift, snirkler som strømmer fra langefingren udover håndens overflade. Tegner efter med en sort øjenblyant, men det bliver det ikke bedre af.

Det vi i virkeligheden er mest optagede af er at sy i vore hænder. Vi syr en tråd ind i håndoverfladen og træder små perler på tråden. Jeg lurer på hvordan man laver små blomster af perlerne.

Jeg hører en lyd udefra, som en propel, tuk-tuk-tuk. Et stort firkantet luftskib kommer direkte imod os, det har samme form som en lastvogn, men er meget større. Luftskibet har påtrykt bogstaver på siden i hvid og blå. Den ubestemmelige flyvende genstand crasher på taget over os, vipper på kanten.

Alt dette foregår lydløst nu, min mor sidder ved spisebordet og syr perler i sin hånd. Pludselig dukker en stor blå rygende boks op bag hende, det er en vragdel fra luftskibet. Min mor ved ikke om vragdelen som meget faretruende tårner sig op bag hende. Jeg siger vi skal gå, genstanden kan eksplodere.