Min mor har indtaget en overdose medicin. Det er kodimagnyler eller nogle ubestemte røde piller, et slags narkotikum, som min far har givet hende. Hun mister bevidstheden to gange i to forskellige rum i en stor lys lejlighed der ligger højt, meget tom, typisk præfabrikeret forstadsbebyggelse.

Jeg stikker fingrene i halsen på hende for at få hende til at kaste op, hun gnaver på fingrene, jeg holder en pose op for hendes mund, noget kommer ud af hende – men det er ting: bøger, avispapir, knitrende plastikposer. Hendes hoved forsvinder mellem mine hænder ned i et underlag som består af stabler af bøger og gamle LP-plader. Jeg hører sangen med teksten I could always see her face, melodien er den samme som You were always on my mind.

Pulveriserede opspyttede kodimagnyler, smagen. Jeg ringer til hospitalet, jeg taler langsomt og tøvende, de er utålmodige og ironiske, det er lørdag eftermiddag, der er fest i baggrunden. Jeg får en fornemmelse af at de har læst en journal hvor der står ting som ikke stemmer om både min mor og mig. En tør utålmodig kvindestemme fortæller mig at jeg har forkerte oplysninger om min mors sygdom.

Min mor står op fra bunken med bøger og LP-plader, hun har ikonisk form nu, som et ikon der henviser til et dametoilet – en ældre kone med trekantet skørt. Jeg ved hun ikke er ved fuld bevidsthed endnu, hun går ud på trappeopgangen og falder ned.