Beboerne og medarbejderne tørnede rundt på dansegulvet i det obligatoriske forsøg på at få det til at se ud, som om der ikke var tale om forretningsmæssige forhold. De faste medarbejdere udstødte begejstrede hvin på vegne af beboerne. Det var beboerne, der hvin- ede. Men da de oftest ikke kunne hvine, endsige løfte armene op over hovedet, måtte medarbejderne gøre det -- s. 72.

Festen fortsatte til klokken 22, det tidspunkt hvor dens afslutning var fastsat administrativt. Musikken slukkedes, og medarbejderne begyndte straks at rydde pynt og paptallerkener af vejen. Enkelte beboere trillede rådvildt rundt på dansegulvet, mens de gryntede noget, der skulle forestille musik. Picasso-sygeplejersken meddelte i et venligt tonefald, at festen var slut. Det skulle lyde, som om der var tale om afslutningen på en glad og våd gymnasiefest. Picasso- sygeplejersken spillede pedellen, der fejede de lystige elever videre ud i natten -- s. 74.

Sådan går det for sig på Blomsterkollegiet, afdeling Picasso, i Pablo Henrik Llambias' bidende roman Et ukendt barn (G*****dal København 2005). Anbefales bl.a. til alle med kunstneriske ambitioner som på vejen mod disse ambitioners realisering har haft midlertidige jobs hvor de har arbejdet med mennesker, so to speak.

Vi stereolæser Llambias med Mariann.