Nogle venner og jeg indspiller en sød lille indie-film med Lou Reed i New York. Det er gået rigtigt fint, vi er i strålende humør, latter og opløftet stemning. En ven er usikker, men jeg er overbevist: når vi ser disse optagelser, så er det strålende.

Lou ligner ikke helt Lou, intet stort krøllet hår, sorte solbriller og stenansigt. Han har derimod et åbent, lidt farveløst ansigt med uren hud, udtrykker usikkerhed, lidt i stil med skuespilleren Philip Sey- more Hoffman. Han giver os kassetter med sine nye sange, han siger til mig: send dette bånd rundt til studierne uden navnet på, der er ingen der vil give mig studietid. Jeg spørger til hans kommende turné, vi går forbi The Viper Room, her skal turnéen vist nok starte, siger han, dement som Ozzy O.

Vi er gået forbi en bunke brosten, senere må jeg gå tilbage hertil, disse brosten skal jeg transportere på min mors gamle cykel op til sommerhuset, det tager mindst en time. Men jeg skyder det fra mig nu, vi er så glade, følges gennem byen med Lou og flokken. Vi hænger udenfor The Viper Room, der er mange ynkelige, narkomane folk her, en kvinde skriger højt mod os. Vi ler alle hysterisk, Lous replik er: dér har du dit dokumentariske øjeblik!

Her er også en drøm med Lou i og her og her og her er fine billeder.