Yeah! Mötley Crüe rocks. Hey, men journalist er jeg ikke, du kül kat.

Sonofapreacherman?

Den viser seg f.eks. i åpningsapologien, en refleksjon over spørsmålet «hva leser du?». Han vil ikke svare, og vet ikke hva han skal si: «Derfor kunne jeg kanskje sagt: Vær så snill å la meg være i fred. Ser du ikke at jeg leser? Men jeg sa ikke det heller. Jeg husker ikke hva jeg fikk sagt. Kanskje jeg ikke sa noe. Jeg husker ikke engang hvilken bok jeg satt med. Men jeg husker at jeg leste.» Her handler det altså ikke om litteraturen selv, men om den litterære erfaringen, som ikke kan deles med andre. Dette kan gjerne minne om mystikk, og det finnes trekk ved denne boken som tyder på at Gulliksen tenker på lesning som et slags innvielsesrituale. Et sted setter han opp noen kriterier for «ordentlige lesere», altså de innvidde. Han trekker – med en distinksjon fra Eldrid Lunden – en grense mellom de «berørte» og de «uberørte». Denne presteligheten er hans mest gjerrige trekk ----- [E. Vassenden, MB]

Bruken av frasen «de fleste av oss» kan ikke skjule at alle disse honnørordene her egentlig bare er Gulliksens eget private vokabular om det «som gjør den gode litteraturen god». Som formidling av la oss kalle det vesentlig innsikt, er dette innblikket i Gulliksens følelsesliv omtrent like uklart som det med sin skamløse intimitetsappell er en både uredelig og forflatende argumentasjonsmåte. Gulliksens leserholdning synes dessverre å ha forledet ham til å tro at det å elske litteratur på Gulliksens måte er sammenfallende med det å være et godt menneske ----- [P. Jordal, MB]

Imperiet fungerer problemløst konfronteret med let genkendelige identiteter som aktivisten, kunstneren og kritikeren. Imperiet ordinerer identitet og engagement. Derimod kan Imperiet ikke håndtere mangelen på identitet, Imperiet står uforstående overfor fraværet af identitet. Når der ikke udbasuneres krav, som Imperiet kan tilgodese og opfylde, når vi smider masken og bliver usynlige, så begynder Imperiet at æde sig selv op i forsøget på at lokalisere kritiske agenter, det kan præsentere som årsagen til fornyede sikkerhedsforanstaltninger.

Den eneste måde vi kan eksistere på, og den eneste måde hvorpå vi kan konstruere en anden kultur, er derfor ved at være fraværende. Vi smadrer Imperiet ved at forråde de prædikater, vi tildeles. Vi er indifferente overfor Imperiets værdier, reagerer ikke på dets provokationer og svarer ikke. Vi er ikke sovende celler, men muterede somnambulister. Dette er Imperiets mareridt, og det kan kun rea- gere ved at kriminalisere enhver alternativ adfærd.

Desertering: ikke blot rømning af familien, kontoret, skolen og enhver institution, men også flugten fra rollen som mand, kvinde og borger, flugt fra alle de idiotiske realtioner, som fastlåser os, og som får den imperialistiske kapital til at fungere. Uendelig flugt. Det er som om, Imperiet ikke har eksisteret, som om det går totalt i opløsning i takt med, at vi ødelægger os selv. Færdige, sønderrevne og smadrede, men fyldt med potentialitet.

Skrivekollektivet undtagelsestilstand.dk i tidsskriftet Øjeblikket/45.

Hit me (eller Per Petterson) with your best shot.

Yes, it's the festivalblög right here.

Well, Norway, you're probably a dirty rotten scumbag hvis du ikke snart inviterer den unge Lars Skinnebach til at læse op et sted.

I Göteborg denne weekend har jeg arbejdet lidt videre med at forklare for mig selv og andre hvorfor Ingunn Øklands anmeldelse af Ottar Ormstads Telefonkatalogdiktet er så elendig, hvorfor titlen her burde have været "Akterutseilt kritik" og ikke "Akterutseilt poesi".

1) Avantgarde kan man nemt slippe omkring, avantgarde som gestus: oh yeah, strike a pose. Men hey, er avantgarde ikke også et historisk fænomen, en tradition som alle andre? Det er avantgarde jo. Så hvorfor skal netop denne tradition - igen & igen - behandles så hujende ahistorisk?

2) Øklands tekst flyder over af fordringer uden adresse, hvem er det fx der vil have at digtet skal "revne, kollapse eller overskride seg selv" etc, verden? Eller Ingunn Ø? Som Anna Hallberg siger det her: "Vi måste se var vi står och ta ansvar för det."

3) Økland: "Skal det bli skjebner og fortellinger ut av Telefonkatalogdiktet, må leseren skape dem selv." Ja, hvad h****** ellers? Ormstad i intravenøs form, you don't even have to read? Udover at præsentere endnu en uklar fordring - om "skjebner og fortellinger" - ser det for mig ud som om at kritikeren intet andet gør hér end at blotlægge sin egen associationslammelse.

4) For hvad mangler andet end præcis ét drys Avantgardistisk Gestus? Set med skyklapper på er kritikerens job at vurdere litteraturs æstetiske kvaliteter. Hm, hvorimod hun i en udviddet forståelse er aktiv medskaber af et felt bestående af litteratur-og-en-hel-del-social-energi, et lille pulserende samfund koblet sammen med andre pulserende samfund. Kritik som Øklands hér gør intet andet end at krympe verden, intet andet end at indsnævre et felt.

5) Jeg har faktisk ikke kigget så dybt i Telefonkatalogdiktet endnu, men det slog mig ved synet af bogen hvilket yndigt lille feelgood- projekt dette er. Og mere end det. Det slog mig at disse mønstre af navne fremhævet ved deres poetiske kvaliteter i kædedansende bevægelser beskriver en social utopi, et samfund hvis processer er koblet til en grundlæggende kreativitet. Hvis det kritiske, læsende blik ikke orker at bidrage -- It's not the end of poetry, it's the end of the bloody world.


Dystopic, dystopic, put your hands all over my body

Dér er Mads (>> GK #22 bl.a.) og her er snart min festivalblog.

Hvad glor du på? Kan du ikke bare glo her og her i stedet.

Bra anmeldelse af Finn Iunker her.

Den her bog er forresten fantastisk. Oh, well. I'm off to Paris.