And it makes me wonder. Jeg blev i 1999 udsat for tekstgennemgang v/Ole Robert Sunde, det er noget jeg aldrig glemmer. Jeg lo & lo & lo, næste dag fik jeg et angstanfald. Jeg lo måske så meget fordi, mens Sunde læste min tekst og plukkede den fra hinanden ord for ord, sætning for sætning, så så jeg for mig hvordan han hoppede på teksten indtil den knækkede sammen under ham, som glas eller is eller som et lille skelet af en slags.

Jeg har to små udsagn jeg gerne vil hoppe lidt på idag. Det ene findes her ("Forfatteren [Maja Lee Langvad] er selv af anden etnisk herkomst, hun bruger sig selv og sin baggrund meget direkte, men bogen er hverken "etnisk frelst" eller navlepillende.") og det andet findes her ("Faktisk roser de hende [Mette Moestrup] for det samme, [...], at skrive en feminisme uden forurettelse ... ". Det vil sige, ifølge danske litterater kan man gerne være etnisk, men ikke etnisk frelst og man kan gerne være feministisk, men ikke feministisk og forurettet. Join me on this wild train of thoughts.

Hvad er det begge udsagn gør? Jo, de opdrager. Den eventuelle negativitet der risikerer at strømme ud af en anderledes erfaring gives plads, men den må artikulerer sig forståeligt, indenfor den parlamentariske orden. Den kan ikke bare sprænge sig i luften, dadadada- BOOM, som en anden selvmordsbomber, den må træde ind i den symbolske orden og derfra artikulere sig klart og behersket om sig selv.

Krigen mod terror er et fint udtryk, det betyder faktisk krigen mod det frygtelige. Men hvor vover jeg blot at tænke at disse to udsagn kæmper i krigen mod det frygtelige? Fordi de, som jeg ser det, er udsagn som ønsker sig at Det Andet skal holde op med at være Andet, altså være Andet på sin måde, med det ubehag der nu kan risikere at følge med.

Feministen kan ikke være forurettet, doesn't look nice, og den etnisk belastede, altså den som har erfaret sin etnicitet som tragisk, må lægge tragikken bag sig: vi kan rumme begge, men kun hvis de først tømmer sig for alle ubehagelige følelser som vi ikke ved hvad
vi skal stille op med.

Pablo Henrik Llambias bruger udtrykket "The Scandinavian difference levelling engine" (i kataloget "Fundamentalisms of the New Order") om de socialdemokratiske visioner om lighed som fra 60-tallet til 80-tallet var med til at forme Danmark. Fukuyamas nyliberalistiske hovedværk The End of History and the Last Man er også en difference levelling engine. Dette er efter sigende Bush-administrationens Bibel, en Bush-administration hvis sprogbrug på imponerende manifest vis har gjort sig til Sandhed i Danmark.

Fukuyama beskriver i sin bog hvordan et liberalt verdensomspændende demokrati venter for enden af historien, noget som betyder the end of difference. Men er det ikke netop disse visioner om lighed i verden som terroriserer os nu, løven skal hvile side om side med lammet, som i Paradis -- But oh, what horror.

For forskel findes jo, bare se ind i din hamsters bedende øjne, dyreblikket, en mand erfarer dette i Cortazar-novellen om den mystiske fisk axolotl, der er en fare der, ja. For blikket kan trække dig over ... hvor frygteligt ... bekæmp det.

No no no. I say Hit me baby, one more time.