This one goes out to Karen, Karen Carpenter. Mig og Karen har mødtes et par gange, men aldrig så intenst som i 1999 -- og så igen igår. Jeg har svært ved at forstå den her magre søjleagtige let krumbøjede krop hvor håret synes at være klistret lidt skævt på, hvor tøjet lissom suger sig til det magre kød, laver snirkler, som på en flødekage, krummelyrer som er så happysad ... Som skal pynte hvor kroppen tydeligvist bare kan én ting, bøje sig stift forover og spy ud den her kæmpemæssige stemme:

Closer than the leaves/ On a weepin' willow baby we are/ Closer dear are we/ Than the simple letters "A" and "B" are, ja, og hvorfor ikke synge med på min yndlings karaokesang fra helvete, mere glasklart er følelsesmæssig anorexi (altså uden at tage den symbolske vej via maden) vel næppe nogensinde udtrykt.

Sonic Youth har dyrket Carpenters, Thurston synger ordene come again med hvad jeg hører som en skarp k-lyd, måden hvorpå han holder den gyldne mikrofon, the oral fixations ... Hm, og her kommer Barbie-dukkerne ind, i Tunic (Song for Karen) kan det næppe blive tydligere hvor Sonic vil hen med Karen.

Husker egentlig ikke hvor jeg ville hen med den her tekst, men igår ... så fandt jeg endelig filmen, Todd Haynes' animationsfilm Superstar: The Karen Carpenter Story fra 1987. Véd ikke om dette er en ... hm, dækkende præsentation af Karen Carpenters liv eller af sygdom- men anorexia nervosa, men ... Ja.