Det ligner en kirkegård, en slags by i byen, høje huse, en amerikansk grid. Når du går ned imellem de høje grå stensøjler så forsvinder lyden udefra. Stenene er regelmæssige, bare højden på søjlerne varierer. Men grunden du går på er bølgende, ujævn. Stenene under foden gentager det overordnede mønster, her er flere små grå stenkister, som i et kalejdoskop, mængden ekspanderer ud i uendelighed, til sidst grus, gruskorn, the one, the million, the zillion dead.

Ude på fortorvet fortsætter gravene, nogle er så lave at de ligger i højde med byens niveau. Du træder på en grav, uforvarende, hverdagslig gravskænding, du ser ind i labyrinten af grave, gå ind? Fotografere ............... helt umuligt, sletter med det samme, sletter
og sletter. Men se ............... så lykkedes det alligevel, kravlende rundt på knæ på en nærliggende ............... party-pavillion.

Ever Is Over All envelops viewers in two slow-motion projections on adjacent walls. In one a roving camera focuses on red flowers in a field of lush vegetation. The spellbinding lull this imagery creates harmonizes with the projection to its left, which features a woman
in sparkling ruby slippers promenading down a car-lined street. The fluidity of both scenes is disrupted when the woman violently smashes a row of car windshields with the long-stemmed flower she carries. As the vandal gains momentum with each gleeful strike of her wand, an approaching police officer smiles in approval, introducing comic tension into this whimsical and anarchistic scene.

Jeg har ingen baggrund. Jeg tror ikke, der var noget, inden der blev en baggrund at være på. Der er ingen oprindelighed. Det med at sige, at folk er oprindeligt skomager eller et eller andet - jeg er hele tiden på vej frem mod min baggrund, og derfor står alle muligheder åbne ---------- c/o konverserer med J. Leth i Blå Port nr. 70.

Kontroll? Protection? Protection? Kontroll?

Introducing Pompel & Pilt -------------------- ekstremt skræmmende norsk avantgarde-børne-TV her og her og her.

Jeg kan ikke slukke for blikket, selvom blikket sårer kroppen som en kniv. Men hvis man ikke kan slukke for blikket, så kan man se på blikket som sårer kroppen som en kniv, se på blikket, kritisere blik- ket. Men noglegange ser man bare på det, på blikket der sårer blik- ket der sårer. Det gør mig så træt, Tommy, men det bare fortsætter.

Anmeldelse af Marit Eikemo: Mellom oss sagt kan læses her.

Textmässan 2007 --------------- rears its Gothic head.

Gasspedals netside er opdateret med en håndfuld nye links.

((((((((((audioei))))))))))

Vældig kort anmeldelse af UKS Forum 3/4-2006 kan læses her.

Gu-gu-gu-gu-gu-gu. Den her tekst vækker respons flere steder. [gu]

Hm, jeg lurer lidt på hvad jeg skal gøre i Berlin. Et par ting jeg absolut skal er at 1) hænge post-pønk-romantisk rundt på hustage iført lang mørk jakke og 2) drikke et par sodavand for meget og løbe hujende gennem indkøbscentre ---------- Andre forslag?

Kommentar/feltsjov --------------- her.

Ulf Eriksson går fuldstændig hujende Kalypso i Svenska Dagbladet.

Igår da jeg indtrådte på Café Operas dametoilet indtrådte jeg også uforvarende midt i en på-et-andet-litterært-arrangement-parasit- terende slippefest for fanzinet Ikke til hjemlån #6. Ikke til hjemlån #6 består af A4-ark som er foldet på midten og stiftet med to klips
i ryggen. Forsiden på #6 viser en smilende kvinde hånd i pote med en smilende hund, ordene "kan brytes" er klippet ind nederst ved kvindens venstre albue. Altså bruddet, fokus på bruddet.

Ikke til hjemlån #6 er kort sagt collage og flygtig håndskrift for alle pengene. Skalamæssigt bevæger vi os fra den hårdnakkede ulæselighed over en særegen lokal form for humor for så at ramme plet ned i det decideret satiriske. Læseren vil bemærke et fokus på tragikomiske familierelationer, noget som Ikke til hjemlån har til fælles med store dele af yngere norsk samtidslitteratur.

Asiatisk i sin vælde er angsten, her er megen klippe-klistre fra hvad man må formode er kinesiske ugeblade. Hvad er det Ikke til hjemlån #6 ønsker at kommunikere? Måske at familien er en blodklub (vi mistænker en relation mellem bloggen Blodklubb og nærværende fanzine) hvor specielt børn og dyr tortureres under normalitetens, domesticeringens og konventionernes tunge åg.

Ikke til hjemlån #6 indskriver sig i en lang tradition for lo-fi selv- publicering. Æstetisk mindes læseren måske vagt om riot grrrl-fanzinet, i Norge repræsenteret ved bl.a. Ovary Action og, måske, Avsagd Hagle. Andre lige så vage associationer retter sig mod grodahleismen, mod Victor B. Andersens Maskinfabrik, Asger Jorn og Guy Debords Fin de Copenhague og/eller litteraturfanzinet Grønn Kylling (arb. tittel) --------------- Eneste kontaktinformation er e-postadressen hjemlan@gmail.com.

OEI POETRY AREA: EXTENSION 1 ~~~~~ Don’t be late! Välkomna!!

What the hey? --------------- Unite, all situs.

CYF klummer om Underskog og anden social software her.

I nat mellem 02.00 og 03.00 genfandt jeg Mio og Mao, to modellervokskatte hvis idiotisk-søde introsang, via evindelig gentagelse, blev implementeret i mit forsvarsløse barnehoved på 70-tallet engang.

Lindholm er igen ploggens udvalgte gourmet kok.

Anmeldelse af Marita Fossum: Kjære Gjetergutt kan læses her. I samme nummer af Klassekampen interviewes Mariann om Litlives skandinaviske udvidelse som er undervejs. 10-4, over and out.

I mørke er alle Øysteins --------------- yndigt lysegrå.

Mens vi venter på den skandinaviske Litlive-udvidelse: -------------------- En smule entusiasme og raseri.

Hvem er forresten bange for neoavantgarden?

But no living man am I! You look upon a woman -- Godt nytår, mor.