Nyt om "Olsson-skolen" --------------- her und her.

Google stinker ---------- men her er der et situationistseminar.

In 1971, they both hated hippies with a vengance: 'hippos', McLaren called them. Their interest in fifties clothes had nothing to do with fun or camp. 'It goes without saying', writes Susan Sontag, 'that the Camp sensibility is disengaged, depoliticized - or at least apolitical.' In their different ways, Westwood and McLaren were politicized: this gave them a moral purpose in their approach to clothes.

Fra Jon Savage: England's dreaming (1991)

Möjligen kan man tänka sig att metaforen är användbar för att beskriva inte dikten utan den läsupplevelse den ger upphov till. Att kritikeren skulle kunna göras till ett utrymme för performativa parafraser, som iscenesätter kritikeren som til exempel tandläkare, hysterika eller hidalgo. Men skall man verkligen skriva jag-starka berättelser om texter som saknar subjekt? Och hur undviker man att kontakten mellan text och recension tunnas ut eller försvinner helt och hållet? Accepterar en dagstidningsredaktion överhuvudtaget performativa refensioner?

I vissa fall kan den metaforiska strategien ju också vara direkt destruktiv för den text som drabbas. Det gäller i sådana fall då texten vill uppnå samma effekt som till exempel ett brandalarm eller ett officielt meddelande på radio (men ofta ett söndrat, otyd- bart sådant) - är det då inte att stympa dikten om man upprättar en metaforisk tolkningsnivå som gör den til fiktion - socialt, politiskt og moraliskt frikopplad litteraturen?

Dette skriver Daniela Floman i seneste nummer af Kritiker, #5 som iøvrigt anmeldes her -- Oops, og et strålende interview med Leevi Lehto fra omtalte nummer findes i engelsk version her.

I en anden ende af verden (that is, Oslo og omegn) diskuterer man kunst- og musikkritik under debatfanen "Olsson-skolen" (med reference til kunstkritiker Tommy Olsson). Her er det øjensynligt ikke et spørgsmål om at få lov at eksperimentere, men om redaktionernes overdrevne trendmodtagelighed. Jørgen Lund som skrev det oprindelige indlæg i debatten lurer i sit seneste indlæg i Morgenbladet bl.a. på følgende:

Men historien om annerledeskritikken demonstrerer noe om pressens sans for skriveri om kunst, som jeg er redd ikke er noe blaff. Man kan tippe at porten snart står åpen for neste uangripelige «nyhet», forhåpentligvis noe som er mindre intetsigende og selvopptatt. Spørsmålet om utviklingen av kulturredaksjonenes mulighet til å hevde egne kvaliteter og egne kriterier, er vel egentlig det mest spennende nå.

That is to say, in the scale of realities "lived" reality holds a peculiar primacy which compels us to regard it as "the" reality. Instead of "lived" reality we may say "human" reality. The painter who impas- sively witness the death scene appears "inhuman". In other words, the human point of view is that in which we "live" situations, persons, things. And, vice versa, realities - a woman, a contryside, an event - are human when they present the aspect in which they are usually "lived".

Excuse me? Fra Ortega y Gassets "The Dehumanization of Art" (1948)

Brooooooooooooooooooooooooummmm, dyt-dyt!

A great work of art is never simply (or even mainly) a vehicle of ideas or of moral sentiments. It is, first of all, an object modifying our consciousness and sensibility, changing the composition, however slightly, of the humus that nourishes all specific ideas and senti- ments. Outraged humanists, please note. There is no need for alarm. A work of art does not cease being a moment in the conscience of mankind, when moral conscience is understood as only one of the functions of consciousness.

Susan Sontag: "One culture and the new sensbility" (1965) fra samlingen Against interpretation -- der viser Sontag højt, højt oppe på den æstetiske hest. Siden skulle den etiske hest ikke blive så meget som én millimeter lavere.

(Shit, og hestene ser også vældig ens ud)

(Er det rent faktisk samme hest? Paging Mr. Kierkegaard)

Her er lidt om Rett Kopi, ja ---------- og Trikster beväger pä ßig.

... hvordan er det muligt at skelne mellem kritik af skuespillet og kritikkens skuespil? Hvornår er det usammenhængende billede, den utilfredsstillende repræsentation blot endnu et af de sensationsgys, massemedierne konstant cirkulerer? Situationisterne mente, det var muligt at skelne, og de var overbevidste om, at de kunne vende massemediernes billeder, jingles og brands på hovedet. Situationisterne vidste, hvordan det hang sammen, men de balancerede gang på gang faretruende mellem kritik af skuespillets repræsentationer og repræsentationen af kritik, den revolutionære forvandling af hverdagen var hele tiden snublende nær ved at blive en tivoliseret fortsættelse af undertrykkelsen.

Mikkel Bolt, Skandinaviens situ-viter no. 1, i uundværlige Rett Kopi.

... an Icelander named Audun, who had travelled all the way from Greenland to Denmark to present the king with a polar bear (the tale of his journey, Audun's Tale, is one of the most delightful short stories in world literature).

Fra The Vinland Sagas: The Norse Discovery of America

Gärtner ist --------------- ða þomþ.

Tröbbel in Iceland --------------- a bunch of people wanna do something about it this weekend.