Ansigtet, det er den unge skater Alex' udtryksløse ansigt man husker. Kroppen i slow motion ned ad endeløse skolekorridorer. Det er et sprog som ikke afslører sig, en krop og et ansigt i forsvar - lukket, men stadig med øjnene rullende rundt i hovedet, konstant og næsten panisk vurderende.

Men det er som om at varigheden dette filmes med gør noget med ansigtet, nedbryder dets blanke overflade. Alex' særegne måde at opleve, huske og fortælle på er filmen, Paranoid Park. Ansigtet begynder at brænde igennem; Marlene Dietrich, græske statuer - noget evigt eller i det mindste noget med en uendelig rigdom af film- og kunsthistoriske referencer gemt i sig.

Og tal om en legendarisk shower scene, jeg tror Gus Van Sant topper Hitchcock her: det mørke omrids af Alex' hoved under bruseren efter at noget uhørt rædsomt netop er sket ham, lyden af vandet mod hovedet som bliver højere og højere, kroppen som bliver slap og rammer væggen, glider ned ad den.

De sidste scener er så pakket med information at jeg vil se igen med det samme, rewind rewind. Måden kæresten og faren udtrykker sig på, udtrykker ikke-opmærksomhed, glemsel. Veninden som ser ham i alle detaljer og som råder ham til at skrive ned det som er sket, det som har forandret ham. Bekendelsesbrevet brændes og flammerne (fanfare) bliver ét med lærredet.