Wednesday, June 11, 2008

Ansigtet, det er den unge skater Alex' udtryksløse ansigt man husker. Kroppen i slow motion ned ad endeløse skolekorridorer. Det er et sprog som ikke afslører sig, en krop og et ansigt i forsvar - lukket, men stadig med øjnene rullende rundt i hovedet, konstant og næsten panisk vurderende.

Men det er som om at varigheden dette filmes med gør noget med ansigtet, nedbryder dets blanke overflade. Alex' særegne måde at opleve, huske og fortælle på er filmen, Paranoid Park. Ansigtet begynder at brænde igennem; Marlene Dietrich, græske statuer - noget evigt eller i det mindste noget med en uendelig rigdom af film- og kunsthistoriske referencer gemt i sig.

Og tal om en legendarisk shower scene, jeg tror Gus Van Sant topper Hitchcock her: det mørke omrids af Alex' hoved under bruseren efter at noget uhørt rædsomt netop er sket ham, lyden af vandet mod hovedet som bliver højere og højere, kroppen som bliver slap og rammer væggen, glider ned ad den.

De sidste scener er så pakket med information at jeg vil se igen med det samme, rewind rewind. Måden kæresten og faren udtrykker sig på, udtrykker ikke-opmærksomhed, glemsel. Veninden som ser ham i alle detaljer og som råder ham til at skrive ned det som er sket, det som har forandret ham. Bekendelsesbrevet brændes og flammerne (fanfare) bliver ét med lærredet.

1 comment:

Susanne said...

Okay, mit hoved snakker videre om Paranoid Park. Tænkte på disse, i nævnte rækkefølge: Sadie Benning (slo-mo surf-shots i skarp sol akkompagneret af knitrende legetøjsmusik), Harmony Korine (selvsagt scenen med lillebroren, men meget andet også, selvom Paranoid Park virker mere ... alvorlig og ... realiseret end Korines seneste, synes jeg), Truffaut (drengen ved havet) ... og ... og ... Hitchcock selvsagt ... og 911, essentielt en 911-film, tænker jeg ... hm ... og overraskende optimistisk, men det er selvsagt på vegne af kidsa, the untransparent ... etc ...