Sunday, September 14, 2008

Anmeldelse af Gaute Heivoll: Himmelarkivet her.

5 comments:

Fucked Up Forlag said...

Der er ganske mange ting jeg gerne ville rette på i denne anmeldelse, jeg orker næsten ikke at skrive ned hele listen, blot vil jeg påpege (the obvious, I hope) at man altid har for lidt tid og for lidt plads. But there's no excuse for drunk driving, og denne gang gik det næ-æ-æ-sten for hurtigt til at det var forsvarligt. Sorry, siger SC.

Gro said...

Jeg var veldig begeistret for Himmelarkivet. Jeg synes han tematiserer forholdet mellom etikk og estetikk på en tankevekkende måte. Hvis det finnes en romankirkegård for de forkastede romaner, så tror jeg det der finnes mange prosjekter som har strandet fordi forfatterne rett og slett ikke har hatt samvittighet til å gå videre med stoffet - selv om det kunne blitt en flott roman. Jeg synes "Himmelarkivet" gir leseren et sjelden gløtt inn i dette romanlandskapets kulisser, som et bakteppe som speiler prossess mer enn produktet.

Fucked Up Forlag said...

Ja, jeg så din anmeldelse. Næsten ekstatisk. Well, jeg lod mig vel ikke rive med, blev siddende og fundere på det her med transparens, epifanier und so weider. Bogen er på mange måder frapperende bygget op, men jeg faldt ikke for Theodora-afsnittene, og hængte mig altså op i synet på litteraturen som intet i sig selv - uden tyngde - som et andet vindue ind til livets store mysterier. I couldn't disagree more.

Fucked Up Forlag said...

Men Gro, jeg kan ret og slet blive i tvivl om hvorvidt vi har læst samme bog. Jeg forstår ikke dette du skriver: "Historien dramatiseres ikke ved hjelp av kunstneriske virkemidler" - stilen er jo ekstremt tilgjort, især i Theodora-afsnittene? Er der ikke tale om en slags hypnose hér som gør at læseren distraheres fra stilgrebene og forføres til at flyde hen i affekt? Kunsten har gjort sig usynlig for læseren? Jeg mener, det er da næppe en ædruelig påstand, at historien ikke dramatiseres ved hjælp af kunstneriske virkemidler?! You lost me.

Susanne said...

Jeg har iøvrigt stået i tre dage nu og pisket mig selv på fodboldbanen her på Møhlenpris fordi jeg i fuld offentlighed har påstået at fri inddirekte diskurs og stream of consciousness er én og samme ting. En varm tak til Audun for de nedbrydende og ukonstruktive samtaler om emnet.

At sige at forfatteren har hundeøjne mente min redaktør ikke lød spor nedsættende. Det var da heller ikke ment sådan, snarere i stil med det homeriske "kvieøjet" (selvom dette går på brunøjet skønhed) ville jeg bruge "hundeøjet" som henvisning til en bestemt slags mørkt og tiggende blik. 100 piskeslag for den også, ligegyldig hvad redaktøren end måtte sige.