Sett fra Danmark er det også bemerkelsesverdig at Min kamp bygger på en så tradisjonell forestilling om hva selvbiografisk stoff kan brukes til i litteraturen.

Skriver Tue Andersen Nexø i Klassekampen, og jeg siger tak. Nexø skriver videre om Pablo Llambías' roman Rådhus (1997). Undertegnede laver samme kobling i nyeste udgave af Prosa hvor jeg skriver om samme Llambías' remake af Suzanne Brøggers Kærlighedens veje & vildveje (2009), som del af den såkaldte "kortversjonen", et lidt klaustrofobisk koncept som hovedsageligt handler om sagprosa. Llambías' bog befinder sig i gråzonen når det gælder sagprosa, eller "uafgørlighedszonen" som vi kaldte det i gamle dage, da jeg bl.a. skrev min masteropgave om Llambías og the artist formerly known as Claus Beck-Nielsen.

Den norske naivisme fortsætter i Guro Havrevolds hyldesttale til årets kritiker Tor Eystein Øverås (gratulerer, iøvrigt) som han modtager for sin bog med titlen Livet! Litteraturen! (2009). Havrevold henviser til de litterære og eksistentielle problematikker mellem liv og litteratur som "årets snakkis" og beviser hermed hvilken snæver horisont hun taler ud fra hvor bare én figur toner frem: Karl Ove Knausgård. At der iøvrigt også er brod mod "det akademiske" er ingen overraskelse i norsk sammenhæng.

At litteraturkritikken også er en skabende aktivitet og dermed stipendieberettiget er trængt ind nu, i det mindste kan Gyldendal nu reklamere parallelt for to forfattere som begge fik pris: Tomas Espedal og kritikeren Øverås. Det siges ikke direkte, men det er klart at kritikken nu er støtteværdig, ikke så meget fordi den er kritik, en genre i sig selv, men fordi den nu også er en vare som kan sælges.