Sunday, April 25, 2010

... but in the work of my favorite writers, the armature of overt drama is dispensed with, and we're left with a deeper drama, the real drama: an active human consciousness trying to figure out how he or she has solved or not solved being alive.

Shields sampler Shields (& Christensen diskuterer med Christensen)

4 comments:

Susanne said...

Efterlyser eksempler på litteratur som ikke er "reality-based"!!!

Liker bevægelsen i forfatterskaber som Frank, ex-Nielsen, Riley og så videre hvis allerførste bøger (jeg har faktisk ikke læst Rileys første bog, så dette er rent hypotetisk) arbejder indenfor repræsentationen. Undervejs i 90erne kommer forfatterskaberne "op-at-køre" og blir til et slags ongoing Houdini-nummer. Llambías og Serup og T. Olsson var derimod "reality-based" fra day one.

Men igen, who the hell is not reality-based?! Tænker på Oksanen og Leikvoll som de eneste mulige eksempler jeg har anmeldt i år. Men begge romaner dealer jo intenst med historien, mest eksplicit selvfølgelig Oksanen, som absolut kan kaldes "reality-based". Leikvoll er mere metaforisk i sin relation. Begge dealer med skriftlighed, and so does Frank og ex-Nielsen ... etc ... trailing off.

Susanne said...

Er Thure Erik Lund en "reality-based" forfatter? Ja, for han skriver i den grad essayistisk.

Pia Juul har opfundet Halland, og bogen har et (slags) plot. Pia Juul er ikke en "reality-based" forfatter? Jo, for hun er også poet. Og Mordet på Halland virker virkelig, som en snu modernistisk undergravning af kriminallitteraturen, det vil sige at romanen forholder sig kritisk til en genre som helt åbenbart ikke er "reality-based", nemlig den populære kriminallitteratur.

De svenske "språkmaterialister" er selvfølgelig the original gangstas når det gælder reality-based art.

Etc.

Susanne said...

Hvem har de sureste kommentarer versus "reality-based art"? T. S. Eliot, Clement Greenberg ... og Susan Sontag :-)

Susanne said...

Andre original gangstas: Sophie Calle, Marina Abramović