Hvis man prøver å koke et politisk program på infantile, sadistiske fantasier, kan resultatet lett bli en ny høyreradikal versjon av 68-generasjonens venstrefascisme på 1970-tallet.

Like, wow. I'm so confused. Tjønneland skriver vilde sætninger. Skønt, det kan være at han faktisk rammer hovedet på sømmet her, og beskriver status quo i Norge igennem et skrækindjagende år som jeg ikke er sikker på at poeten Asle Toje fik opsummeret tilstrækkeligt i lørdagens Klassekampen.