Lille A og jeg gik på Cinemateket en aften i 2008. Planen var at se en dokumentarfilm om filosofen Alexandre Kojève, men før den korte og ganske forglemmelige film involveredes vi i en slags fejring i anledning af en dansefestival. Salen var proppet, nogen holdt taler, nogen fik blomster, og efter det vistes en dokumentarfilm med danseren Meg Stuart, festens midtpunkt.

Hvad var det vi så? Ikke ved jeg, men det ramte hårdt. Syge, spastiske kroppe. Følte mig transporteret tilbage til omsorgsarbejdet med tungt handicappede i de sene 80ere, industrial beats included. Igår lå jeg på store hvide puder, spredt ud over Volksbühnes gulv, og spassede ud til Damaged Goods, Meg Stuarts dansekompagni.