Wednesday, October 20, 2010

En tynn, oppjaget piping, som om noe var alvorlig galt. Det var barnets puls, den var jevn og rask, iblant begynte den å gå fortere. Hun, barnet, var vel blitt skremt av noe, tenkte han. Det grønne lyset blafret i displayet, som om barnet hadde flyttet seg dit. Nå levde det der, i displayet og høytaleren, og ikke inni Kristin. Hun lå også og fulgte med på apparatet. Barnet prøvde å gjøre seg forstått for dem derfra. Det ville kanskje tilbake igjen i magen hennes, eller det ville slett ikke ut av magen.

Dette er Kims observationer i Geir Gulliksens nye roman Forenkling. Kim hedder Kim, et navn som opfindes i kraft af forholdet til Kristin, men han er også lidt af et kim, uudfoldet, sådan som han også ser barnet, at det modsætter sig at blive født. Tilsynekomst eller viljen til at undgå at komme til syne, og tilsynekomstens forflyttelse ind i apparatet, set af teknologiens kypernetiske øje. Manden som kaldte sig Kim forstår noget 12 år senere:

Et lite øyeblikk sank han rett ned i et dumpt raseri, han var nøyaktig den samme som han hadde vært før, en ung mann som aldri ville bli sett av andre, som ikke ville bli definert eller betraktet fordi han ikke kunne vedkjenne seg sin egen eksistens.

2 comments:

Susanne said...

Oooh, funny in a strange kinda way. Christensen søger på ordet "tulipan" på sin blog og citerer sig selv:

"Som at bippe små koder ud om et andet Jeg under overfladen. Om det vil ses? Om det vil virkeliggøres? Min sorte tulipan i knop i et tidløst univers, ventende i en tilstand af låst overvejelse."

Næste klik, by association ... lad mig se, Wikipedia måske? Det filosofiske begreb "potentialitet"? Og Spotify, måske Pixies "Dig For Fire"? Tjah nej, fortsætter med Japan, "Quiet Life" :-)

Susanne said...

Wo ist Bruno Angelface? Herr Angelface, hast du vielleicht ein Gedicht für mich?