Angående sagen i dagens Klassekampen, meningen er at tage på sig den etiske reflektion som den performative litteratur byrder på, bl.a. har Erika Fischer-Lichte skrevet om dette i forbindelse med performancekunstneren Marina Abramović, men selvsagt skal teksten stadig forsøges vurderet som litteratur, alt andet ville jo være ... ja, vanvid. Jeg siger ikke at det bør udstedes et forbud imod litteratur som sætter kritikeren i et etisk dilemma, dette er ofte en god og vigtig kvalitet, men det er interessant at se hvad denne effekt kan føre til hvis den drives ad nauseam ud i et tabloidt fokus på unikke forfatterpersonligheder. For mig at se mister litteraturen sin præcision, og dermed sit politiske potentiale.

Anmeldelse her og mere debat her og her og her.