Spændende anmeldelse af Beate Grimsrud: En dåre fri klik her!!!

På side 434 afslører hovedpersonen Eli Larsen sin poetik som man kan stille spørgsmål ved: "Skriver jeg, er jeg i sentrum av mitt eget liv. Hjemme i meg selv." Jeg forstår at skrivningen er en overlevelses- strategi for en person som lever i sin egen sygdoms kaos, skrivningen er en slags hygiejnisk aktivitet, men det underliggende præmis er at den syge føler stor længsel mod en alment godkendt normalitet, altså at hun via sin hygiejniske skrift bekræfter de gældende normer, at man faktisk kan være hjemme i midten af sig selv, og at litteraturen er en søgen efter dette sted.

Mange spørgsmål melder sig. Den performative biografisme vil selvsagt afmontere receptionen, skrue hovedet af kritikken, og dette lykkedes ofte. Men hvad består virkelighedshungeren af? En tabloid længsel efter unik subjektivitet eller et behov for præcise beskrivelser af de virkeligt syge? Jeg accepterer at en forfatterbiografi kan indeholde autentiske sygdomserfaringer, men er det ikke vigtigt at få frem at de fleste med skizofrenidiagnose ikke lider af spektakulær personlighedsspaltning og desværre heller ikke skriver stribevis af prisvindende romaner?