Saturday, November 06, 2010

Spændende anmeldelse af Beate Grimsrud: En dåre fri klik her!!!

På side 434 afslører hovedpersonen Eli Larsen sin poetik som man kan stille spørgsmål ved: "Skriver jeg, er jeg i sentrum av mitt eget liv. Hjemme i meg selv." Jeg forstår at skrivningen er en overlevelses- strategi for en person som lever i sin egen sygdoms kaos, skrivningen er en slags hygiejnisk aktivitet, men det underliggende præmis er at den syge føler stor længsel mod en alment godkendt normalitet, altså at hun via sin hygiejniske skrift bekræfter de gældende normer, at man faktisk kan være hjemme i midten af sig selv, og at litteraturen er en søgen efter dette sted.

Mange spørgsmål melder sig. Den performative biografisme vil selvsagt afmontere receptionen, skrue hovedet af kritikken, og dette lykkedes ofte. Men hvad består virkelighedshungeren af? En tabloid længsel efter unik subjektivitet eller et behov for præcise beskrivelser af de virkeligt syge? Jeg accepterer at en forfatterbiografi kan indeholde autentiske sygdomserfaringer, men er det ikke vigtigt at få frem at de fleste med skizofrenidiagnose ikke lider af spektakulær personlighedsspaltning og desværre heller ikke skriver stribevis af prisvindende romaner?

10 comments:

Susanne said...

Foreslår at man evt. kan argumentere med køn hér, man kan fx sige: "Når Knausgård gør det er han genial, men når Grimsrud gør det er det bare tabloidt og klamt"? Nogen som vil kaste sig på dette argument? It's for sale, up for grabs.

Susanne said...

Men hvad mener de øvrige norske kritikere? Se her + her + her.

Silje Stavrum Norevik said...

Men det er vel ikke realismekravet som gjør at en kan problematisere hvorvidt psykosen kan beskrives gjennom realismen, men påpeke at den krever et språk som tar innover seg splittelsen, det desharmoniserte på en helt annen måte enn Grimsrud gjør her. Paradoksalt også at et schizofren roman kan oppleves som så monologisk.

Gro said...

jeg har ikke lest denne boka, men jeg leste en bok for mange år siden skrevet av en ekte schizofren, den het "Jeg lovet deg aldri en rosenhage" av Hannah Green. Den var lettfattelig, skrevet i et realistisk språk og stil. Så jeg vet ikke om det disharmoniske trenger å nedfelle seg i språket, Silje.
(ordverifikasjon: cocho)

Susanne said...

Jeg er enig med Gro. Det er jo hele pointen med at kalde teksten hygiejnisk og gentagende: Jeg, jeg, jeg. Dermed er skriften stedet hvor jeget klarer sig op og slås fast, men denne fastslåelsesproces virker også som punches in the nose for læseren, i hvert fald på mig. Jeg er ikke tilhænger af en mere opbrudt stil fordi jeg vil gøre Grimsrud, den straighte fortæller, til en modernistisk forfatter, pointen min er at jeg savner præcision i beskrivelserne af skizofreni, fordi præcision for mig at se er det bedste politiske våben en tekst kan benytte sig af, men netop derfor ville en opbrudt stil betyde noget andet end et koket ornament, det ville betyde at teksten ret og slet var mere præcis, og dermed mere politisk. Jeg trænger egentlig ikke nogen mental realisme, men bare se på Jönson, hvorfor i det mindste ikke overveje et øjeblik at tage det litterære sprog i brug? Kristin Ribe vælger at gøre dette, men nybiografismen er jo optaget af at skrive dårligt, som også Knausgård har været inde på, fordi den dårlige skrift er som det håndholdte Reality-kamera, der findes en virkelighedseffekt her. Jeg ved ikke ... føler ikke helt jeg har sagt alt om dette endnu. Der kommer iøvrigt en sag imorgen i Klassekampen, vi får se om det tilføjer noget nyt; det er Norevik, Østrem og Christensen som snakker. Hvad var det forresten for et ord der dukkede op i Amdams Vinduet-tekst? Subjektsnostalgi? Måske jeg husker fejl, men om ikke andet, min teori er at den nuværende version af den såkaldte "virkelighedslitteratur" er temmelig regressiv og populistisk, endelig er vi tilbage til det figurative maleri, Braanen må jo være lykkelig. Check også forsiden på N. K. Monsens sidste bog "Inn i virkeligheten" - se hendes fascinerede ansigtsudtryk, dette er virkelighedshunger, venner! Men hvilken virkelighed?! Konservative værdier all over the place.

Gro said...

Godt sagt i Klassekampen. Jeg er enig med deg og Silje når det gjelder føleriet hos anmelderne. Ikke at det er noe galt i det, selv anmeldere har jo følelser, men det er vanskelig å drive meningsbrytning basert på andres emosjoner. Å bruke sitt indre som garantist for kvalitet er forsåvidt også en måte anmeldere kan gjøre seg uangripelige på.

Susanne said...

Det er klart, det er jo en kædereaktion. Cathrine Krøgers Grimsrud-anmeldelse bæres jo nærmest frem af et slags religiøst hysteri.

Gro said...

Jeg synes faktisk det er mer etisk problematisk når forfattere sier de skriver sannhet i bøker som åpenbart er fiksjon, enn at de leker seg med virkeligheten (bruker reelle navn og hendelser i bøkene sine). For eksempel all viraken Vibeke Løkkeberg satte i gang forut for romanen "De allierte". I BT opptrådde hun først som historiker, og sa at hun satt på kildemateriale med stor sprengkraft. Deretter utgir hun en roman som driver karakterdrap på gamle motstandsmenn under dekke av å være fiksjon. Snakk om å gjøre seg uangripelig.

Susanne said...

Godt eksempel, men det er iøvrigt IKKE min mening at starte en heksejagt på forfattere som gør sig uangribelige, min læsning er selvrefleksiv, hvilket vil sige at jeg undersøger hvad der sker med mig når jeg læser Grimsrud og dette giver jeg plads i anmeldelsen. Nu er jeg så blevet kaldt uprofessionel og meget andet sjovt på Twitter allerede, måske vi skulle sætte fokus tilbage på kritikere som Cathrine Krøger og spørge os hvilken slags uprofessionalitet som findes her?

Gro said...

Det hadde vært interessant å høre hva som skiller profesjonelle kritikere fra de uprofesjonelle. Sånn helt konkret.