Tuesday, December 21, 2010

Det er ikke alltid det mest presise treffer best, skriver Sandra Lillebø i KK. Selvsagt, men hvad betyder "præcis" her? Er det en fordring om dokumentarisk nøjagtighed, om et æstetisk fuldendt udtryk eller begge dele på samme tid? Grimsrud bruger Reality-æstetik, det håndholdte kameras påstand om at det går an at slippe ud af kunsten mod noget mere autentisk, allerede pulet til døde af punken: En lo-fi-skæv-sætning er mere rørende og sand end en fuldendt sætning. Men violiner med så tabloid-narcissistiske strenge som Grimsruds får mig næppe til at spytte ud et "Wow, god litteratur!" Teksten cirkler omkring det ekspressive jeg, modsat Sofi Oksanens træffede måde at understrege lidelsen som kollektiv og historisk.

4 comments:

Susanne said...

Det skal måske tilføjes at både Guri Kulås' og Sandra Lillebøs tekster (som jeg har blogget på det seneste) er del af en julekalender med ingressen "Klassekampen gir deg høydepunkter fra det norske kulturåret" (hmpf! *rødmer*) og jeg er selvfølgelig glad for at Lillebø opsummerer affæren med så stor sensitivitet og forståelse, ment på den måde at jeg kender mig igen, en sjælden fornøjelse når det gælder medierne (standardklage måske, men jeg læser netop om riot grrrl på 90s og den media black-out som indførtes for at forsøge bevare kontrollen over måden en gryende revolutionær bevægelse blev fremstillet). Lillebø, kan man sige, skriver med stor præcision, en præcision som ofte er nemmere at opnå i en tekst end i et interview, er min erfaring.

Susanne said...

Jeg putter lige Erik Bjerck Hagens hyldest til "En dåre fri" op her så jeg kan se lidt på den:

Beate Grimsrud
En dåre fri
«Det er jeg som er Eli. Det betyr min Gud på hebraisk. Der er både et jentenavn og et guttenavn.» Åpningssetningene vitner om denne selvfremstillende romanens nærhet, intensitet, megalomani og identitetsvakling. Dette er et portrett av den gale kunstner som både virkelig gal og virkelig kunstner. Som lesere vet vi aldri hva som venter i neste setning, bare at vi får mer av en bekjennelse som aldri mister den sjeldne følelsen av naken oppriktighet.

Susanne said...

"Dette er et portrett av den gale kunstner som både virkelig gal og virkelig kunstner."

Ja, virkelig kunstner hvis målestokken er van Gogh. Og virkelig gal hvis målestokken er McMurphy i "One Flew Over the Cuckoo's Nest" - jeg må virkelig (sic) stille spørgsmål ved det som Erik Bjerck Hagen føler er virkeligt her.

Susanne said...

Det er klart at der er forskel på "Det føles virkeligt" og "Det _er_ virkeligt" og at litteraturen opererer med både først- og sidstnævnte. Jeg synes også at jeg tager højde for dette i min anmeldelse, på den måde at jeg godt ved at jeg operer med et "Det _er_ virkeligt" som skuffes. Det er måske her at det selvbiografiske bliver prekært på den måde at det peger på _kritikerens_ biografi, for jeg samler i dette tilfælde ikke op på "Det føles virkeligt"-vibrationerne og denne døvhed stammer temmelig sikkert fra en overdose af "Det _er_ virkeligt", altså forstået historisk; min egen livserfaring, både som tidligere ansat på diverse institutioner og med syge mennesker i min nærhed. Kritikeren bør indreflektere egen biografi, i dette tilfælde kan jeg ikke se at der er nogen vej udenom.